Torsdag d. 21. december, morgen

Næste morgen gik jeg i gang med at opklare mordet på grevinden af Frederikslyst. Som det første talte jeg med Marius. Han havde kendt grevinden længst, og inden jeg gik videre med alle mine undersøgelser, var der især et spørgsmål, jeg måtte have afklaret. Den store hund, Frode, var fulgt med den gamle mand ind i biblioteket og lagde sit tunge hoved i hans skød med et dybt suk. Marius så sig nervøst omkring og kløede hunden bag øret med en fraværende, rytmisk bevægelse.

“Først vil jeg sige, at jeg selvfølgelig er frygteligt ked af alt det her, ikke mindst den situation vi nu befinder os i,” begyndte jeg.

Marius nikkede.

“Hvor længe har du været gift med grevinden?”

“Til april ville det have været 53 år,” sagde Marius.

“Så må det da være et stort tab for dig.” 

Det svarede Marius ikke på. 

“Ikke?” tilføjede jeg.

“Hun var jo… meget stolt, stædig til tider, gik altid sine egne veje og tog ikke imod hverken råd eller kritik,” fortalte han og så ned på hunden. “Men det har jeg jo vænnet mig til.”

“Og hvordan var jeres forhold?”

“Vi har været gift i over 50 år.” Det var ikke et svar, det vidste vi begge to. Jeg havde selv observeret, hvordan Marius opførte sig, når grevinden var til stede. Han gik med dukket nakke, sagde sjældent noget, og hvis han åbnede munden, var det aldrig for at sige noget af alvor. Han havde for længst overgivet alt sin magt og værdighed til grevinden.

“Du siger, at hun var… stolt og stædig,” begyndte jeg. “Gav hun let op?”

“Aldrig. Hun insisterede engang på at…..”

“Så du mistænker ikke, at det var selvmord?” afbrød jeg. Marius stoppede et øjeblik sine strøg over hundens hoved. Det gjorde den straks opmærksom på ved at rykke sig endnu tættere på. Så lagde Marius hånden tilbage på dens brede hoved og fortsatte med at stryge den rytmisk. Han rystede langsomt på hovedet.

“Hun var, som du sagde, meget stædig, hun kunne have fået fat i benzodiazepin og taget det med fuldt overlæg. Det er endda en meget sofistikeret måde, lige grevindens smag, ville jeg mene,” argumenterede jeg. 

Igen rystede Marius på hovedet. Han havde ikke engang overvejet muligheden “Det kunne hun såmænd godt, men….”

“Hun havde jo store smerter, så vidt jeg kan forstå?”

“Joh, men sådan noget ville hun ikke gøre, specielt ikke før…” Marius gik igen i stå. Han så undersøgende på mig.

“Før hvad?”

“Ikke før hun havde fået bekræftelse fra sagføren, at han havde modtaget det nye testamente. Det var meget vigtigt for hende, at alt var i orden. Hun skulle jo nok alligevel… du ved, med sygdommen og alt det.”

“Testamentet?” Ingen havde nævnt noget om et testamente. “Hvornår blev det testamente skrevet?”

“For et par dage siden. Hun ville vist tale med…. Familien her i juleferien, men jeg vil tro, det er afsendt.”

“Hvad stod der, i det testamente?”

“Det er nok bedre at snakke med sagføreren, som sagt tog hun ikke imod råd, så jeg kender ikke til detaljerne.”

“Men du har vel en idé?” spurgte jeg.

“Joh,” sagde han igen, men han ville ikke sige mere om, hvad der stod i det nye testamente. “Du må nok hellere tale med sagføreren,” gentog han blot.