Torsdag d. 21. december, eftermiddag

Langt om længe fik jeg talt med Richard. Jeg mødte ham på vej tilbage til biblioteket, da han selv var på vej i samme retning.

“Der er du jo. Beklager det trak sådan ud,” sagde han og smilede.

“Det gør skam ingenting. Min tid har ikke været spildt.” 

Richard lod mig gå først gennem døren og satte sig mageligt til rette i stolen overfor med anklen krydset over det ene knæ og albuerne hvilende på de brede armlæn.

“Du ville tale med mig?” spurgte han.

“Ja, det drejer sig om testamentet, grevindens testamente.” Den nonchalante attitude og det afslappede smil stivnede en smule, og han lænede sig frem i stolen.

“Testamentet? Ja, nu har jeg jo ikke lige haft tid til at kigge på det, men der må jo være et testamente.”

“Nej, men det har jeg. Og i det testamente står Johannes til at skulle arve Frederikslyst Gods,” sagde jeg langsomt og holdt øje med hver eneste af Richards bevægelser.

“Jaså. Det var da….en overraskelse.” Han grinede lavt, falsk. “Hun har jo altid haft sine ideer, min mor.”

“Nogle bedre end andre, vel?”

Richard flyttede sig i stolen og satte begge fødder på gulvtæppet, men svarede ikke.

“Du kendte til ændringen?”

“Nej, det er ganske nyt for mig. Som den ældse har det jo altid været meningen, at jeg skulle arve godset.”

Et øjeblik sad jeg bare og betragtede ham. “Du kendte til ændringen,” gentog jeg så, men denne gang var det ikke et spørgsmål. Richard bemærkede tonefaldet og så en smule forskrækket på mig.

“Jeg…”

“Det var det, du talte med grevinden om, ikke? Den nat, hun døde? Hun fortalte dig sine planer med testamentet.” 

Richard skulede, og jeg tog hans mangel på protest som et ja. Han havde med ét droppet facaden og viste i stedet den sande vrede, han havde over sin mors fikse ideer. Det var den vrede, han havde udvist første gang, han hørte om hendes planer, den aften hun døde. Ikke det rolige træk på skuldrene som nu. Som han selv sagde, hele sit liv havde han stået til at skulle arve godset, sådan som det altid er blevet givet videre fra den ene ældste søn til den næste.

“Og hvad sagde du til hende?” spurgte jeg.

“Hvad jeg sagde til hende?” Han fnøs. “Jeg sagde, hun måtte være komplet sindssyg, at det ikke kunne være hendes alvor. Men hun havde da heldigvis ikke indsendt det til sagføreren endnu,” tilføjede han med lav stemme. Jeg lagde hovedet på skrå. Så det troede han? Jeg havde ikke i sinde at afsløre sandheden for ham, ikke endnu.

“Havde grevinden før talt med dig om sin sygdom?”

Richard rystede på hovedet. “Jeg vidste selvfølgelig godt, at hun før havde været syg, men jeg troede, at det var et overstået kapitel.”

“Så du vidste ikke, at hun indtog morfin hver aften.”

“Den slags havde hun ikke behov for at dele med mig, med nogen overhovedet.”

“Kender du noget til benzodiazepin?” spurgte jeg så.

“Nej, hør nu lige, jeg ved godt, hvad du hentyder til her, men jeg kan forsikre dig, sådan noget ville jeg… det kunne jeg aldrig gøre. Desuden har jeg jo lige sagt, at jeg ikke vidste, hun fik morfin, og det er jo ikke mig, der er lægen her i familien. Jeg ved jo ikke noget om den slags.”

“Og efter du havde talt med grevinden?”

“Jeg talte først med min kone, og derefter gik vi begge i seng. Vi blev enige om at tale med med min mor igen næste dag for at få styr på det rod.”

Jeg nikkede blot og iagttog ham. Måske han tænkte, min stilhed afkrævede et svar fra ham. Ifølge min erfarring er stilhed utrolig effektivt. De fleste hader den så meget, at de hellere vil tilstå de mest absurde ting, end at lade den fortsætte. Det handler bare om vente længe nok.

“Johannes deridmod – det er mere sådan noget, han kunne finde på.”

“Johannes?” sagde jeg nysgerrigt, og Richard nikkede, ivrig efter at lede samtalen væk fra sig selv.

“Jeg mødte ham på trappen på vej op for at tale med min mor. Han havde netop været inde hos hende, og han var meget oprevet.” Richard fnøs. “Det var næsten så fråden stod ud af munden på ham, han var helt vild i øjnene. Han havde diskuteret med hende, min mor, det var tydeligt, de var blevet uvenner over et eller andet. Da jeg bankede på, hørte hun mig først ikke. Hun tænkte over noget, og hun virkede vred og kort for hovedet, da hun inviterede mig ind. Jeg vil væde med, at Johannes havde sagt nogle modbydelige ting til hende.”

“Jaså,” sagde jeg bare og lod Richard fortsætte sin fortælling.

“Du ved jo, hvordan han er…. Eller det gør du jo nok faktisk ikke, men jeg kan sige dig, den dreng er ikke rigtigt klog. Han er mærkelig, men det er hvad det er, han er utilregnelig, man ved aldrig, hvor man har ham, han kan finde på de særeste ting. Jeg har sagt til Katrine, at hun ikke burde lade ham lege sådan med børnene.”

“Fordi han er mærkelig? Jeg tror ikke den slags smitter.”

“Nej, men… jo, du har jo set ham….” Jo, jeg havde set ham, men jeg havde aldrig tænkt, at han skulle smitte sine omgivelser med sin sygdom. Desuden sørgede Henriette jo for at holde den i skak med medicin, derunder benzodiazepin.

“Hvis du vil høre min ærlige mening,” sagde Richard og lænede sig lidt frem, som om han ville hviske noget. Jeg havde ikke bedt om hans ærlige mening, og jeg var også i tvivl, om det nu var den, jeg fik, eller om det nærmere var det, han ønskede, at jeg skulle mene.

“Johannes har noget med det at gøre. Har du ikke set, hvordan han har holdt sig for selv lige siden?” Richard lænede sig tilbage med et overbevisende smil. Han havde helt glemt sin nervøsitet fra før, nu hvor han efter egen overbevisning havde formået at aflede min opmærksomhed.

“Jeg siger dig, der er noget med den dreng, der ikke er helt normalt.”