Kirsten nåede som den første hjem til gården. Hun var styrtet gennem sneen, og hun var forpustet, da hun endelig nåede gårdspladsen. Der stod hun så et øjeblik med hånden på staldmuren og tørrede kinderne, hvor tårerne var frosset fast til huden. Hun forventede næsten at finde lange istapper under hagen. Hun så sig over skulderen. Familien var nok bag hende, men der var grænser for, hvor hurtigt hun havde været i stand til at flygte gennem sneen, så de ville være tilbage inden længe. Der kunne hun så enten stå ved muren og være nødt til at vende sig og se dem i øjnene, eller hun kunne sørge for at være væk inden da. På vejen gennem sneen var hun godt nok kommet frem til, at det måske næppe havde været hverken hendes søsters eller faders skyld, at Johan var død, men hun var endnu ikke kommet frem til, hvordan hun skulle lægge det hele bag sig. Det værste var næsten, at hun vidste, at så snart hun fik fremstammet et undskyld, som det ville ske før eller senere, så ville Ane glemme det fuldstændigt og være lige så glad og smilende som før. Men Kirsten kunne ikke bare glemme det. For det første ville hun føle skyld over at have råbt af sin søster på den måde, og på den anden side ville hun samtidig ønske, at det virkelig kunne siges at være Anes skyld alt sammen. Så Kirsten valgte at skynde sig væk fra gårdspladsen, inden resten af familien kom. Hun gik hen til staldporten og opdagede, at den stod på klem. Hun var ellers ganske sikker på, at hendes fader havde lukket den og lagt bummen på tværs, så vinden ikke skulle få den op igen og lade sneen fyge ind, som den havde gjort i nat. Men nu stod den altså på klem og peb en smule i hængslerne, da Kirsten skubbede sig forbi den og ind i stalden. Kassen med roer til dyrerne var væltet ud på staldgulvet, men Kirsten skridtede bare over dem og hen til fåret. Lammet var på benene og næsten sprang hen mod lågen, da Kirsten lænede sig ind for at se til den. Hun kunne ikke lade være med at smile. Så vendte hun ansigtet op, da en lyd over hendes hoved fangede hendes opmærksomhed. Først en raslen. Så et bump. Og så små hurtige skridt hen over halmloftes gulv. Hun gik hen til stigen og klatrede op, så hendes hoved stak op over brædderne. Det eneste lys heroppe kom fra et vindue i gavlen, der lyste halmen op, men ikke afslørede kilden til lyden. Kirsten lyttede igen. Der var blevet stille, men hun var så sikker på, hun havde hørt noget, at hun tog de sidste trin op på loftet og begyndte at gå mod vinduet i den ene ende. Hun måtte næsten helt derhen, før hun med et skrig ligefrem faldt over kilden til lyden.

“Hvordan et så blindt menneske kom op af stigen er mig en gåde,” lød det under hende, og hun så mod den lille skikkelse, der sad lænet mod halmen og samlede en stor roe med et svagt bidemærke op. Den børstede roen med beskidte hænder og så op på hende. Den lille nisse var ikke glad for at se hende. Tværtimod.