Den første vinternat på året afholder troldekongen et stort bal, og hvis du går i skoven om aftenen, kan du måske høre musik nede fra hans huler. Måske du får et glimt af lysene fra hans gange, inden troldene lukker deres porte ved midnat og først åbner dem igen ved den første forårsdag.

Forstår du, trolde er så kuldskære, at selv et pust fra en vintervind, kan få dem til at ryste og den mindste frost er utålelig for deres sarte hjerter. Så hele vinteren holder de sig til deres huler, og hvis du havde set deres huler, ville du måske også foretrække dem fremfor sneen og kulden og vinden og mørket ovenfor. For i troldenes huler er der lys hele året, og troldene, der kun er lidt mindre end os mennesker, kan more sig vinteren igennem, mens de spiser alt det mad, de har samlet i løbet af sommeren.

Alligevel holder troldene en højstemt afsked med alt det oven for deres skjulte porte, der er gemt i bakker og i skove, for det er sidste gang i lang tid, de ser den mørke nattehimmel og stjernerne og månen, hvis skyerne ellers tillader det. Og det er sidste gang de hører natuglens ho-hooo og hæse skrig eller sladderen fra en sangfugl. Men først og fremmest er det begyndelsen på en tid, hvor der bliver fortalt historier, for at få den lange vinter til at gå. Selvom troldene holder af hulerne og deres trygge varme, så længes de altid efter solen og den friske vind og lyden af dryp-dryp-dryp fra den smeltende sne, når engang foråret kommer.

En af de historier, der bliver fortalt i troldenes huler, er den, du skal høre nu. Den handler om en troldeprinsesse og hendes bedste ven, og om en jægerdreng og hans største frygt. Og den fortæller om det første venskab mellem trolde og ræve.

Den begynder for længe siden, uden at det egentlig har nogen betydning, for de eneste, der har ændret sig i den tid er os mennesker, og det eneste, der ikke har ændret sig for os, er, at vi stadig hverken hører eller ser troldene, selv ikke når de spiller musik og danser og griner hele natten til deres årlige troldebal.

Men den vinter for længe siden var der en anden, der hørte musikken: en rødbrun ræv, hvis pels godt nok var blevet tyk, men som alligevel frøs en smule, da den travede gennem den mørke skov, på vej hjem til sin rævegrav, hvor den endnu en gang måtte vælge søvnen over sulten. Rævegrave og troldehuler er ikke så forskellige endda, og da den hørte musik og latter og ikke mindst duftede mad fra den endnu åbne gang ned til troldenes huler, besluttede den at gå derned. Og der så den troldene, der dansede lystigt og spillede musik, mens andre spiste og drak, og de lo alle sammen.

Troldekongen sad på sin trone og så på det hele med et tilfreds udtryk, mens hans datter dansede i hans skød. Han fortalte alle, der gad at høre det, og også et par stykker, der ikke ville, at hun var den smukkeste troldeprinsesse, nogen nogensinde havde set. Han lo så højt over hendes klodsede trin og de blonde krøller, der hoppede om hovedet på hende, at alle troldene blev i endnu bedre humør. De havde heller ikke grund til andet. De havde samlet rigeligt med forråd, og derfor tænkte ræven, at det ikke ville gøre noget, hvis den tog lidt af maden fra de bugnende borde eller drak lidt troldeøl fra de fyldte fade.

Ligesom du havde ræven aldrig smagt troldeøl, og den vidste derfor ikke, at hvis man ikke straks giver sig til at danse, så er der overhængende fare for, at man falder i søvn i stedet. Ræven kendte ikke dansen, og troldenes melodier er mærkelige og uforståelige for uvante ører. De har lyden af susende vind i gamle træer og styrken af knudrede, seje rødder, som kun et folk, der bor under jorden, rigtigt forstår sig på. Så ræven lagde sig i stedet i et hjørne, hvor ingen lagde mærke til den, og den ville ikke blunde, bare ligge ned, og da den først lå ned, ville den ikke sove, bare lukke øjnene, og da først dens øjne var lukkede, faldt den i en tung og dyb søvn.