Den sovende ræv var båret så langt væk i drømme på vinger af troldeøl, at den slet ikke opdagede det lille optrin foran portene ganske kort tid før, de skulle lukke.

Ser du, det var jo den første vinternat, og denne nat faldt det sammen med vinterens første snefald, hvilket ikke altid er tilfældet. Sommetider mærker troldene intet til den forklædning, skoven hyller sig i, når mørket er tungest og frostglitrende sne er det eneste, der kan give lidt lys, og selv i det tidelige forår er der ikke andet end åens bredder til at svare for, at træerne nogensinde har været tynget af andet end deres egne frugter. Troldene kender naturligvis til sneen, og skoven havde lugtet af det i dagevis. De havde gået og sagt til hinanden, at hvis sneen faldt før den første vinternat, blev de nødt til at lukke deres porte tidligt det år, for kulden ville gøre det umuligt for dem at bevæge sig ud af deres huler, hvis de altså ikke ønskede at påkalde sig den sygdom, som alle trolde frygter, og alle troldebørn spiser op og gør, hvad deres mor ellers fortæller dem, for at undgå; frost. Men sneen havde holdt sig i skindet, eller hvad den nu ellers holder fast i for ikke at snuble fra himlen for tidligt, og den faldt først på selve natten for troldenes store fest. 

Troldekongen var så lykkelig over, at de kunne holde portene åbne helt til midnat, at han ikke lagde mærke til, da det begyndte at sne. Faktisk var der flere ting, han ikke lagde mærke til den aften.

Det første var den rødbrune ræv, der lå og sov i hans sale. Det næste var, at han havde drukket flere krus troldeøl, end han kunne holde fødderne i gang til, og det sidste og måske værste var, at hans troldedatter havde fundet rævens brugte krus og drukket det, den ikke havde nået. Som sagt er troldeøl intet problem, så længe man holder fødderne i gang. Troldekongen gjorde et ivrigt forsøg, men allerede før midnat sad han på sin trone og sov lige så tungt som ræven.

Det var omtrent på det tidspunkt, hans yndige troldedatter begav sig ud for at finde en anden beskæftigelse end at hoppe på sin fars skød og trække i hans skæg, og hun fandt den sovende ræv og dens halvdrukne øl. I samme øjeblik begyndte det at sne. Se, det var allerede mange ting, troldekongen ikke opdagede.

Men troldeprinsessen opdagede sneen. Hun var ganske ung og aldrig havde set sne før, kun hørt om den. Ifølge hendes forståelse var det hvid død fra himlen, og hvis hun ikke børstede sine tænder grundigt nok, ville den komme væltende efter hende selv om sommeren.

Næste ting på listen, troldekongen ikke anede det fjerneste om; hans datter led af en meget sjælden sygdom, der er næsten lige så slem som kulde, og den hedder nysgerrighed. Så troldeprinsessen stavrede på sine små troldeknæ hen til porten, der endnu stod åben, og hun stod og så på sneen, der slet ikke virkede særlig fjendtlig. Faktisk, tænkte hun, så måtte sneen alligevel være mere bange for hende end hun for den, for så snart den rørte hendes udstrakte hånd, smeltede og forsvandt den, og det kunne sneen alligevel ikke gøre ved hende.

Hun blev stående lige uden for troldeportene, så hun stadig kunne mærke varmen nede fra hulerne, men måske du allerede har opdaget problemet; hun stod stille. I sin forbavselse over sneen, glemte hun helt at bevæge fødderne, og du har hørt nok om både rævens og troldekongens skæbne til at vide, at der ikke gik længe, før troldeprinssessen sov tungt i den dalende sne med en enkel blond troldekrølle over dørtrinnet.