Den rødbrune ræv var ude at gøre, det ræve nu gør, når de ikke løber om kap med troldepiger eller ser på solnedgangen, den dag troldeprinsessen så jægersønnen for første gang. Hun lå i en solplet i skoven og lod de varme stråler skinne ned på sig, mens hun nynnede en stille melodi, da nogen puslede i krattet bag hende. Hun lå ved rævegraven, der engang havde været hendes bedste vens hjem, men som nu stod tomt, og skikkelsen i krattet nærmede sig langsomt. Det undrede hende, hvorfor man dog gad have alt besværet med at gå gennem krattet som for at skjule sig, når man nu alligevel larmede så meget. Men drengen troede ganske sikkert, at han var så godt som usynlig mellem alle grenene.
Troldeprinsessen blev blot liggende og så på ham, men han opdagede hende aldrig, blev bare ved med at trampe og larme sig nærmere rævegraven, indtil han kun var et par meter fra den. Der satte han sig på hug og undersøgte jorden, indtil han tilsyneladende var tilfreds med alle de fodaftryk, knækkede grene og ikke mindst lugt af menneske, han havde efterladt, og han begav sig igen væk fra lysningen.
Da han var borte, gik troldeprinsessen hen og undersøgte jorden, der havde optaget ham sådan, og hun satte sin egen bare fod ved siden af aftrykket fra hans støvle og så, at den kun var en smule mindre. Hvordan, det alligevel lykkedes ham at trampe sådan, var hende en gåde, men da hun den aften begav sig tilbage til troldehulen, forsøgte hun at kæmpe sig gennem krattet på samme højlydte måde, som hun havde set ham gøre. Hun forsøgte endda at trække vejret lige så højlydt, og hun endte med at skræmme alle fugle væk på sin vej, nøjagtig som drengen havde gjort, og hun så tilfreds på de tydelige aftryk af bare fødder og knækkede grene, hun havde efterladt bag sig.
Troldekongen var dog ikke tilfreds, da hun nåede tilbage. Alle trolde i hele skoven havde hørt hende trampe sig hjem, og han stod ved portene og ventede på hende. Ræven var endnu ikke kommet hjem til troldehulen, den var nok gået på jagt efter en rød sol.
Troldekongen så på hende og spurgte, om det da var meningen, hun ville lede jægeren til deres port. Troldeprinsessen rystede på hovedet, og krøllerne rystede med, mens hun indvendte, at menneskerne slet ikke lod til at bryde sig om huler. Jægerdrengen havde ikke set ned i rævegraven, men holdt sig på afstand af den mørke åbning. Det var dog underordnet ifølge troldekongen, og troldeprinsessen lovede så, at hun ville liste lydløst som en trold i fremtiden, og kongen så den sag som afsluttet.
Men troldeprinsessen blev ved med at tænke på jægerdrengen. Modsat mange andre trolde havde hun ikke den samme modvilje mod de væsener, der boede ovenfor jorden, dels fordi hendes bedste ven var en ræv, og dels fordi hun allerede som lille troldepige led af en uhelbredelig og meget beklagelig nysgerrighed. Hun vidste det endnu ikke, men den slags kunne være lige så farlig som at sove i sneen.