Den næste aften vendte jægersønnen tilbage til rævegraven med sin far. Drengen var stolt over at have fundet den helt på egen hånd, men den gamle jæger så hurtigt, at graven var forladt. Han kunne selvfølgelig ikke vide, at ræven havde udskiftet sin mere beskedne bolig med de store troldehuler et stykke derfra.

Men drengen var opsat på at gøre indtryk på sin far, og han havde gode øjne, selv i det svindende sensommerlys. Han fik øje på en knækket gren og en svag sti gennem krattet dybere ind i skoven. Han fulgte sporet, og det var kun fordi han stædigt blev ved med at lede efter noget, der kunne vinde ham et flot skind eller bedre endnu lidt ros, at han til sidst fandt åbnigen til troldehulerne.

Som sagt er rævegrave og troldehuler ikke så forskellige endda, og den gamle jæger kløede sig i skægget og måtte til sidst rose drengen for, at han alligevel havde fundet, hvad der lignede en rævegrav og endda en stor og flittigt brugt en af slagsen. Så de satte sig til at vente. Det bedste ville have været at sidde i et træ mod vindretningen, men det nærmeste var ikke stort nok til at bære dem begge, så de fandt et tæt buskads i stedet og lå på maven med hver deres riffel. Drengen havde netop fået sin og var ivrig efter at lære at skyde som sin far.

Sommerdagene var hurtigt svundet ind, og lignede nu mistænkeligt meget efterår, og inden længe kunne jægeren knap se i halvmørket. Men drengen bad om bare et øjeblik mere, og det var også ham, der først hørte noget komme puslende gennem krattet. De andre trolde var allerede vendt tilbage til hulen, men der var én trold, og jeg tænker, du godt kan gætte hvilken, der var blevet længe ude for at se solnedgangen, en beskæftigelse, der var begyndt at bekymre troldekongen. Han havde allerede en mistanke om, at hans datter led af en svær omgang nysgerrighed, men han trøstede sig med, at hun altid havde den rødbrune ræv ved sin side.

Men ingen af dem havde endnu set de to mennesker i buskadset. Jægeren og hans søn hævede deres rifler, netop som troldepigen trådte hen mod hullet. Jægerdrengen så hende først, for hans unge øjne var bedst. Selvom han havde glædet sig til at mærke stødet fra først skudet og senere skulderklappet, så holdt han alligevel sine fingre i ro, da han så troldeprinsessen i skumringslyset. Havde han vidst, at troldekongen havde erklæret hende den smukkeste trold, nogen nogensinde havde set, så havde han været nødt til at give ham ret. Men han kendte ikke til troldekongens ord eller trolde i det hele taget, han vidste blot, at hun var det smukkeste væsen, han nogensinde havde set, trold eller ej.

Så han sænkede sin riffel og iagttog hendes lette bevægelser, der hverken knækkede en kvist eller satte et spor. Hans far derimod, der sad en smule bag drengen, fordi denne havde været så ivrig, havde ikke så gode øjne og måske heller ikke et sind så modtageligt over for skønhed. Han løftede riflen mod det, han knap kunne se, men som listede gennem krattet. Væsenet standsede op lige i hans skudlinje, for vinden var vendt og sendte en modbydelig lugt af menneske i prinsessens retning, og ræven lugtede det også. Heldigvis havde den øjne, der gjorde sig godt i den grålige skumring, og den så straks jægerens riffel, der pegede mod prinsessen.

Mange ting foregik på én gang, men her er en rækkefølge, der måske, måske ikke giver mening: troldeprinsessen døde ikke. Hun blev faktisk ikke engang ramt af jægerens skud, for det vendte mod himlen i stedet. Jægerdrengen havde set sin far pege riflen mod det væsen, der stod i skoven foran dem, og han skubbede til ham, netop som han lagde an til at skyde. Ræven sprang frem og bed jægeren i benet og gøede og knurrede, til de to mennesker flygtede, jægeren med en humpen, og drengen med et blik over skulderen for at få et sidste glimt af den smukke troldeprinsesse.