Efter troldeprinsessen havde overlevet den sensommeraften, brugte hun de næste mange somre på at iagttage jægerdrengen, der ligesom hende voksede op i skoven og betragtede den som sit eget rige. Til hendes store glæde lærte han at bevæge sig mere forsigtigt gennem krattet, men hun kunne alligevel med lethed finde ham og altid se, hvor han havde været. Sommetider var han på jagt med sin far, men den gamle jægers ben helede aldrig ordentligt, og han blev ved med at halte, efter ræven havde bidt ham. Så han overlod jagten til sin søn, som stadig havde et godt syn og en rolig hånd. Når han kom hjem med et bytte, enten fra sine fælder eller sin tålmodighed, fik han sjældent ros, men nærmere bud om, at hvis han nogensinde så den forbandede ræv eller nogen ræv over hovedet, så skulle han ikke lade den gå fri denne gang. Og jægerdrengen lovede sin far, at han ville se efter ræven.

Det gjorde han også, men ikke for at skyde den, nærmere i håb om, at den stadig fulgtes med den smukke troldeprinsesse, han kun havde fået et kort glimt af i halvmørket. Det billede, han havde af hende i sit hoved, var et ansigt af forskrækkelse, og han ville så gerne se hende smile. Det gjorde hun, han så det bare aldrig, for hun sad så godt gemt, som kun en trold kan gøre det, og hun var fremover omhyggelig med ikke at efterlade det mindste spor tilbage til troldehulen. Og uden, at han vidste det, ventede de sammen på fasaner eller satte fælder op. Hendes ven ræven brød sig ikke meget om mennesker, særligt ikke dem, der én gang har haft en riffel rettet mod dens nakke, så troldeprinsessen sneg sig alene efter jægerdrengen, mens ræven jagtede en solnedgang.

Og når det blev vinter, og hun boede i troldehulen sammen med ræven og alle de andre trolde, så tænkte hun på, hvad jægerdrengen mon lavede. Om han også var i skoven om vinteren? Gad vide, hvordan skoven overhovedet så ud dækket af sne? Den skrækkelige nysgerrighed blev øm og svulmede op som betændelse omkring en splint i fingeren, og troldekongen så hende ofte sidde og gruble, hvad trolde ellers ikke har for vane. Hendes far håbede, at hun ville vokse fra det, som man vokser fra kræsenhed og ærlighed. Men nysgerrigheden var der endnu, da hun blev en ung troldekvinde og ikke bare var den smukkeste trold, nogen nogensinde havde set, men måske også smukkere end dem, ingen nogensinde havde set, selvom det kan være svært at afgøre.

Faktisk blev hun i takt med sin skønhed også kun mere og mere nysgerig. Når troldekongen talte ned, og porten blev lukket under højlydt jubel, ærgrede hun sig for hver gang mere og mere over, at hun ikke skulle se den unge jægersøn i mange måneder. Hun begyndte at føle en kulde, der ikke kom ovenfra, men indefra, og selvom ræven ivrigt forsøgte, kunne den ikke varme hende. Hun spurgte den, hvordan skoven så ud om vinteren, og den fortalte hende om sne og istapper og om rimtåge og nattemørket, der varer så længe på den tid af året. Hun ønskede sådan at se det.

Og da det igen blev vinter, sad hun under hele vinterballet på en sten uden for porten og så op på himlen. Hun tog ikke del i festlighederne, og ræven, der som sædvanligt havde drukket af troldeøllet, sov nede i hulen og ikke ved hendes fødder, som den plejede. Den vågnede ikke engang af, at folk snublede over den i dansen, så hvorfor skulle den vågne af troldeprinsessens lydeløse tårer? Der var en kold vind i luften, men tårerne varmede hendes kinder, i hvert fald kortvarigt. Hun havde taget sin varmeste kappe om sig, og var fast besluttet på at nyde denne sidste duft af verdenen ovenfor.

Men så, da troldekongen begyndte at tælle, tænkte hun, at det måske ikke behøvedes at være hendes sidste blik på nattehimlen i lang tid. Måske hun i stedet kunne blive oppe og se vinterskoven for første gang. Og da portene blev lukket i, og hun hørte musikken nede fra troldehulen forsvinde, sad hun endnu på sin sten og så op på vinterhimlen gennem tåresløret.