Næste morgen lå troldeprinsessen endnu i sneen, og hendes fodspor hjem til troldehulen var nu fuldstændig borte efter den tunge snefald. Men det kolde vejr afholdt ikke jægersønnen fra at begive sig ud i skoven, så snart solen stod op. Han var på vej ud for at se til sine fælder, da han lagde mærke til noget i sneen. Han kendte skoven næsten lige så godt som troldeprinsessen, men det første snefald fik den altid til at se anderledes ud. Ting blev skjult, men til hans store forbavselse så det ud til, at noget andet var dukket op. Han så, at det var en ung smuk pige.

Han børstede hende fri fra sne og selvom hun ikke havde det samme skræmte udtryk som så mange år tidligere, så genkendte han hende alligevel. Han havde måske ikke set hende, alle de gange hun havde iagttaget ham, men han havde set efter hende, og det var nok. Hun var kold, men endnu i live, og han bar hende hjem til jægerhytten lige på den anden side af skovbrynet.

Der blev hun lagt foran ildstedet og fik tørt tøj på og varme tæpper over sig. De store troldeører var gemt bag de blonde krøller, og hverken jægersønnen eller hans familie vidste, at hun var en vaskeægte troldeprinsesse eller trolde-noget-som-helst for den sags skyld. Han vidste blot, at hun var smuk, selv med blege kinder og stivfrosne læber. 

Langsomt tøede hun op, og nogle dage senere vågnede hun fra sin dybe frostsøvn. Jægerfamilien gav hende varm suppe og forede kapper. Det trak gennem de små ruder, og hun turde ikke nærme sig døren af frygt for at komme til at fryse igen. Hun opdagede hurtigt, at selvom menneskenes overjordiske huler godt nok var rædselsfuldt kolde og utætte, så var ilden i kaminen og latteren omkring middagsbordet nok til at holde hende varm.

I begyndelsen sagde hun ingenting, men hun glædedes ved, at jægerfamilien elskede skoven lige så højt som hende, og selvom hun ikke bevægede sig ud, så betragtede hun sneen og vinden og vejret på den anden side af ruden, og hun lyttede spændt hver dag, når jægersønnen kom hjem og fortalte om det, han havde set i skoven. Hans far spurgte stadig til ræven, og den unge jæger beklagede endnu en gang, at der ingen var. Den gamle jæger begyndte at tænke på, om han over hovedet havde fået lært sin søn noget som helst, hvis han i alle de år ikke havde skudt en eneste ræv, men vinteren gjorde smerten i det gamle ar værre, og han kunne ikke selv bevæge sig ud i skoven for at se efter.

Og den unge jæger glemte hurtigt sin fars beklagelser og var ivrig efter at fortælle troldeprinsessen om vinterskoven, som på mange måder var fremmed for hende. Det var lettere at se spor i sneen, fortalte han, og da vinteren var aller dybest og aller mørkest, var der endda is på åen. Hun ønskede, at hun kunne opleve det alt sammen, men jægeren var bange for, at hun endnu ikke var stærk nok til at klare vinterkulden, så i sin omsorg formanede han hende om at blive inde ved ilden. Men i det mindste kunne hun se himlen fra denne hule.