Da det igen blev forår, trådte troldeprinsessen omsider ud i skoven igen, denne gang sammen med jægersønnen, og hun viste ham alle sine yndlingssteder. Hun lærte ham at bevæge sig så lydløst, at de en aften ved solnedgang kom tæt nok på en rævegrav til at se de små rævehvalpes første besøg til verdenen ovenfor. Ligesom ræveungerne følte troldeprinsessen, at hun havde fundet en helt ny verden sammen med jægersønnen, selvom det jo stadig var hendes barndomsskov.

Den unge mand rakte om på ryggen efter sin riffel ved synet af ræveungerne, tænkte, at han måske alligevel kunne nå at få lidt ros af sin gamle far, men troldeprinsessen lagde sin hånd på hans arm, og i stedet sad de bare og så på de rødbrune hvalpe, der legede uforstyrret.

Troldeprinsessen tænkte på sin gamle ven, som havde brugt vinteren i troldehulen, og den næste dag gik hun alene i skoven for at finde den. Det var ikke svært, for ræven vidste altid, hvor hun var, ligesom hun altid vidste, hvor jægersønnen var, for selvom ingen kan bevæge sig så lydløst som en trold, så kan ingen lugte så godt som en ræv. Og hun fortalte den om alt det, hun havde oplevet med den unge jæger, og den lå for hendes fødder som i gamle dage.

Men om aftenen, da de havde samlet den sidste varme i en solplet, gik hun tilbage til jægerhuset ved skovbrynet, og ræven gik ikke med. Hun så aldrig de andre trolde, for de kunne høre jægeren på lang afstand, men hun vidste, at de stadig var der, og at de gjorde, som trolde altid havde gjort; de samlede forråd og varmede sig i solen og gjorde klar til igen at lukke sig nede i deres huler.

Men troldeprinsessen havde ingen lyst til at se stjernehimlen forsvinde, så hun blev hos menneskene, og da den unge jæger spurgte, om hun ville gifte sig med ham, sagde hun straks ja, for hun kunne ikke forestille sig noget bedre end at bruge hver eneste dag de næste mange år sammen med ham. Og hvor var det meget sjovere, når han også vidste, at hun sad lige bag ham på deres fasanjagter, i stedet for at skulle gemme sig for ham.

De skulle bo i det lille hus, hvor han selv var vokset op, og de holdt bryllup med musik og mad og latter, og hun viste dem, hvordan man dansede på rigtige troldemaner, selvom hun ikke kendte melodierne fra deres fløjter. Hun havde fortalt sin ven ræven om brylluppet og inviteret den med til festen, for hun vidste, hvor meget den holdt af storslåede måltider og rigeligt med øl, selvom menneskeøl selvfølgelig ikke er så godt som troldeøl. Den brød sig ikke om menneskenes musik, men den kunne lugte deres mad og havde ikke tænkt sig at danse alligevel, højest få en god lang lur under et bord. Men da ræven nærmede sig det lille hvide hus i skovbrynet, opdagede den gamle jæger den rødbrune skikkelse, der luskede sig nærmere. Han humpede hastigt ind efter sin riffel og bandede over sine gamle fingre, for da han kom tilbage, var ræven væk og sad i stedet i skjul i skovbrynet og lyttede til menneskenes larmende musik, der var så høj, at troldeprinsessen latter forsvandt i mængden.