Endnu en vinter gik, og troldeprinsessen brugte den foran ildstedet i det lille hus ved skovbrynet, mens ræven sov i troldehulen, hvor den stadig var værdsat for sine evner som muldvarpefanger.

Om sommeren mødtes den med troldeprinsessen, der nu var jægerfrue i stedet, men hun havde ikke meget tid til at varme sig i solen, for jægersønnens gamle mor var død i det tidlige forår, og selvom mennesker ikke lukker sig nede under jorden, så samler de alligevel forråd og sylter og koger og brygger for at kunne klare sig genem vinteren.

Hun spurgte ræven, om den ikke ville gøre hende selskab, når hun gravede kartofler op: et foretagende, hun i lang tid fandt mærkværdigt, indtil hun kom i tanke om, at når man ikke graver sig ned om vinteren, så bliver man selvfølgelig nødt til at grave sin mad op i stedet. Men ræven ville ikke nærme sig det hvide hus eller den gamle jæger, der hjalp den unge troldekvinde i haven, nu hvor han ikke kunne gå på jagt. Så det var kun, når den gamle jæger sov, og troldeprinsessen sneg sig ud i skoven, at hun fik ræven at se.

Og da efteråret kom, og troldeballet nærmede sig, forlod troldeprinsessen slet ikke huset over hovedet, for hun fødte en lille datter med store øer og små lyse krøller og de dejligste røde kinder. Jægeren var ganske overbevist om, at hun var den smukkeste lille pige, nogen nogensinde havde set. Troldeprinsessen var enig og ville vise sin datter til ræven, hun ikke havde set så længe, og hun ville lugte skoven fra træerne og ikke bare fra jægerens skjorte, inden hun måtte bruge endnu en vinter ved ildstedet. Hun pakkede pigen ind i tæpper, for vinden var allerede blevet kold, selvom der endnu var et par nætter, til troldene lukkede deres porte.

Med den lille pige på armen gik hun ud i skoven og fandt den rødbrune ræv på en stor sten, hvor der endnu var lidt varme i solen selv i det sene efterår, og hvorfra man kunne se den røde sol over trætoppene. Da ræven så den lille troldepige, blev den mindet om, hvordan troldeprinssessen selv havde set ud, da hun var lille og svøbt i tæpper, og den strøg sin kind mod troldepigens hoved, selvom hun lugtede noget så grimt af menneske. Og mens de sad der på den varme sten og mindedes deres lykkelig tid sammen, gik solen ned, og vinden tog til. Med ræven ved sin side frøs hverken troldeprinsessen eller hendes datter, men da de begav sig hjemad, mærkede hun sine fingre stivne i taget omkring barnet, og hun satte farten op for at holde varmen og nå huset, inden det blev mørkt. Selvom den lille troldepiges far måske nok var menneske og kunne tåle vinden og natten, så var hendes mor stadig trold, og det en fin en af slagsen endda.

Så da de omsider nåede jægerhytten, var den røde farve forsvundet fra barnets runde kinder, og i de følgende dage var der ingen mængde tæpper eller omfavnelser, der kunne varme hende igen.