Som du nok husker, lå den gamle jæger og sov på en bænk i køkkenet, men da døren smækkede efter troldeprinsessen, vågnede han. Det var næsten mørkt i huset bortset fra flammerne i ildstedet. Den gamle mand gned sine stive fingre og det dårlige ben, der altid smertede, når vejret slog om og varslede vinterens komme. Vinden havde været kold i flere dage, og han var sikker på, at det ville sne i nat.
Han mindedes svagt lyden af barnegråd, men nu lod det til, at pigen atter sov, selvom moderen ingen steder var at finde. Den gamle trissede nærmere krybben og kiggede ned til barnet. Godt nok var hendes kinder igen røde, men han lagde først og fremmest mærke til ræven, der havde sin snude i hendes blonde krøller.
Den gamle kunne næsten ikke tro sit eget held. Eller uheld. For ikke nok med at en ræv – den selv samme ræv, men det kunne han ikke vide – havde givet ham en evig halten den dag i skoven, nu var de røde bæster også ude efter det smukke barn, som han holdt lige så meget af som resten af den lille jægerfamilie. Hun havde sin mors krøller og sin fars øjne, og hun smilede, som om hun forstod hvert et ord, han sagde, hvilket der var få andre, der gjorde. Hans uduelige søn havde aldrig formået at ramme en eneste ræv, men han ville ikke lade muligheden falde sig af hænde, nu hvor udyret omsider var kommet til ham efter alle de år.
Så han skyndte sig hen for at hente sin riffel, men opdagede, at den ikke var ved døren, som den plejede. Han kom i tanke om, at hans søn netop var ved at smøre den. Han var en dygtig og grundig jæger, der altid havde gjort nøjagtigt, som hans far havde fortalt ham, bortset fra at skyde de pokkers ræve selvfølgelig. Det fortrød han nok nu.
Den gamle mand stavrede over gårdspladsen i sine træsko så hurtigt, de gigtplagede knæ lod ham, og han fandt sin søn, der rigtigt nok havde ordnet riflen. Han fortalte, at en ræv var ved at spise den lille pige, og de to jægere løb tilbage til huset, hvor den gamle havde ladet døren stå åben, så det trak ind i stuen og fik ilden til at blafre og det lille barn klynkede i søvne. De tog det som et tegn på, at ræven måske allerede havde hendes hals mellem sine kæber, og de sprang hurtigt frem mod krybben og skød den rødbrune ræv. Den var rykket tættere på pigen for at beskytte hende mod det kolde træk fra døren, og den nåede knap at slå øjnene op, før den var død.
Den lille pige vågnede også, og hun skreg, nu ikke kun af kulde men også af forskrækkelse over at se den døde ræv blandt sine tæpper. Dens blod farvede hendes lyse hår, så det blev så rødt som rævepels, og den gamle tog det døde dyr og smed den uden for døren. Jægeren tog sin datter i favnen og forsøgte at varme hende. Han vidste, hvor kuldskær både hun og hendes mor var, men pigen blev ved med at græde, og de to jægere anede ikke, hvad de skulle stille op, for troldeprinsessen lod til at være forsvundet.