Langt fra den lille jægerhytte, dybt inde i skoven, fandt troldeprinsessen porten ned til sin fars huler. Musikken var let at følge, når bare man vidste, hvad man skulle lytte efter. Et menneske, der havde bevæget sig i den samme mørke skov den aften, ville ikke have hørt andet end træernes susen og rågernes skrig, da de gik til ro, men troldeprinsessen var ikke i tvivl.
Der var larm og lys nede fra de endnu åbne porte, og hun skyndte sig derned for at deltage i festlighederne lige så lystigt som de andre trolde. De havde savnet hende forfærdeligt de foregående vintre, men hun havde ikke tid til at fortælle dem om alt det, hun havde oplevet, om jægerens hus eller sin datter, for hver gang nogen spurgte, begyndte en ny dans, og ingen trolde kunne stå stille ved en sådan mulighed, især ikke hvis de havde drukket troldeøl.
De dansede og dansede og grinede og spiste, og troldeprinsessen følte sig så dejlig varm, som hun ikke havde været det i lang tid, og troldekongen var lykkelig over, at hans datter var vendt hjem.
Men inden de vidste af det, var aftenen gået, og det blev tid til at lukke portene. Troldeprinsessen vidste, at hun ikke kunne blive, og selvom hun havde savnet sin familie, så længtes hun allerede efter sin datter. Så hun sagde farvel til sin far og lovede at komme igen, og troldekongen ønskede for en gangs skyld, at foråret ville komme hurtigt det år.
I stedet for at se op på stjernehimlen, da portene blev lukket, så troldene på den vinkende troldeprinsesse. Kun omridset af hende var synligt, men der var ingen tvivl om, at hun smilede. Hun hørte sin far tælle ned, og da portene var lukkede og forseglede, begav hun sig hjemad. Hun havde efterhånden lært at klæde sig til vintrene ovenfor, men hun frøs alligevel, da hun nåede den lille hvide jægerhytte i skovbrynet. Hun hørte barnegråd, så snart hun nærmede sig gårdspladsen, og hun styrtede forbi liget af den rødbrune ræv uden for døren.
Foran ildstedet stod jægeren med deres datter trykket helt ind til sig og uden at vide, hvad han skulle gøre for at standse hendes gråd. Troldeprinsessen kiggede i krybben, men der var intet at se bortset fra en blodig plet. Hun spurgte til ræven, og de to jægere fortalte stolt, at de havde skudt den, da den forsøgte at angribe deres datter, og at forskrækkelsen havde gjort den lille pige helt fortvivlet. Troldeprinsessen blev bleg, selvom hun stadig havde varmen fra dansen i troldehulerne i sig, og hun mærkede sådan en kulde, som hun aldrig havde følt det før.