Hele natten igennem græd den lille troldepige, men med sin fars tapre indsats fik hun dog varmen, og ved solopgang den følgende dag sov hun igen. Farven vendte langsomt tilbage til hendes kinder, om end hun ikke smilede endnu.
Det var en anden sag for troldeprinsessen. Intet, nogen sagde eller gjorde, kunne varme hende op. Hun sad godt nok foran ildstedet med et tæppe omkring sig, men lige lidt hjalp det. Farven var forsvundet fra hendes kinder og lyset fra hendes øjne. Hun lagde knap mærke til, at barnets gråd var hørt op, eller at den gamle nu igen snorkede højlydt i en mere fredfyldt søvn, end han havde haft i mange år.
Da det blev lyst rejste hun sig, og allerede kold helt ind i knoglerne gik hun ud på gårdspladsen og satte sig op ad husmuren ved siden af den døde ræv. Det havde sneet i løbet af natten, som den gamle havde forudsagt, og den rødbrune pels var dækket af fnug, der ikke smeltede, for dens legeme var koldt. Der satte hun sig med lukkede øjnene og græd over, at hun aldrig igen ville nyde en solplet med sin bedste ven, og med tiden indså hun, at hun nok aldrig ville nyde noget som helst.
Den samme eftermiddag, da det allerede var ved at blive mørkt, sad hun der endnu, og jægeren, der havde passet sin datter hele dagen og givet hende varm mælk og rokket hende tæt ind mod sit bryst, når hun blev urolig i søvnen, gik ud for at se til sin hustru. Men tårerne på hendes kinder var frosset, hendes øjne lukket i og hendes sjæl faret efter sin bedste ven i døden, hvordan den så ellers ser ud.
Jægeren græd, men tårerne på hans kinder frøs ikke til, for han var varm af vrede langt ind i kroppen. Vred på ræven over, at den havde bragt denne ulykke over deres ellers så lykkelige familie. Han angrede alle de år, hvor han havde ladet den passere sin riffel, altid holdt tilbage af troldeprinsessens hånd eller hendes kærlighed til de rødbryne dyr, hvor uforståelig den end var. Ligesom så mange andre indså han alt for sent, at hans far virkelig havde ret ind mellem alt den uforståelige mumlen, der kendetegner et bittert gammelt menneske.
Jægeren vristede sin hustrus stive fingre fri af det snedækkede rævelig og besluttede at lave en varm og rødbrun pelskappe til den lille pige, så hun aldrig igen skulle fryse, nu hvor hendes mor ikke længere var der til at varme hende, og han var nødt til at påtage sig den byrde også udover sine pligter som jæger og selvfølgelig sin sorg. Og da han havde svøbt sin datter i den rødbrune pels, begravede han sin afdøde hustru i skovbrynet mellem de to verdener, hun havde tilhørt, dybt i jorden mellem trærødderne ligesom hendes familie levede. Men hun ville ingen musik høre i den kolde jord, og når troldene igen åbnede deres porte, ville der ikke stå en smilende skikkelse aftegnet mod forårshimlen.