Som du nok har opdaget, går tiden videre ubemærket af de knudrede trærødder af menneskelige elendighed, den skal træde over for at komme fremad. Det blev vinter og forår igen, og det gjorde det mange gange flere. Den gamle jæger døde, og den lille pige gik med sin far i skoven og lærte den at kende så godt, som hendes mor havde gjort.

Jægeren blev ofte forskrækket, når hun pludselig dukkede op, tilsyneladende lydløst og ud af ingenting, men han roste hendes listeskridt og gav hende lov til at liste lige, hvorhen hun ville i skoven, så længe hun holdt sig fra rævegravene. Efter troldeprinsessens død havde jægeren omsider overtaget sin fars mistro mod de røde rovdyr, så troldepigen lovede, at hun ikke ville nærme sig rævegravene, og at hun ville gå straks hjem, hvis hun så en ræv.

I lang tid var det heller ikke nødvendigt at opsøge rævene, for der var så mange andre dyr i skoven, og troldepigen holdt af dem alle. Hun nød at lune sig i solskinnet eller liste sig gennem skoven for at iagttage sin far, mens han satte fælder op, fuldstændig ubevidst om sin larmende vejrtrækning og stærke menneskelugt. Hun elskede at grave huler og kunne bruge timevis på det, når bare det var i solen. Hun gravede ikke noget bestemt, men hun havde en trolds graveinstinkter, hvis man altså lige så bort fra det med muldvarperne. Modsat en hver anden trold med respekt for sig selv, så hadede hun ikke muldvarperne, for hvorfor skulle hun? De kunne ikke ødelægge hendes varme vinterbo, for det var bygget i sten og mørtel, og de bløde, blinde dyr holdt hende ofte med selskab, mens hun gravede.

Men ligesom nysgerrigheden havde ledt hendes mor ud i sneen som barn og lokket hende oven for porten som ung pige, så kunne troldepigen alligevel ikke lade være med en dag at liste sig hen til en rævegrav dybt inde i skoven. Hun havde fundet samtlige rævegrave i skoven, for hvordan skulle man ellers undgå dem, hvis man ikke vidste, hvor de var? Hendes far ledte sommetider efter dem, men hun fortalte ham aldrig om dem, listede sig bare efter ham, når han undersøge en af de huler, hun selv havde gravet, ventede på, at han skulle rose hendes færdigheder.

Det gjorde han aldrig, satte sig blot til at vente i et træ. Hun spurgte ham, hvad han kiggede efter, og han fortalte hende endnu en gang om de onde bæster, der kom frem ved skumring for at jage hans vildt eller sågar små piger med lyse krøller. Hun kunne ikke lade være med at håbe, at der en dag ville vokse en ræv frem af mudderet i hendes huler, men der kom aldrig nogen ræve op af hullet, hverken når hun eller hendes far sad og ventede.

Til sidst begyndte hun trods sin fars advarsler at opsøge de huler, hun ikke selv havde gravet, for hun ville så gerne se en ræv bare én eneste gang, ligesom hendes mor ville se sneen og vinterskoven. Hun sad i skjul og ventede oven for rævegraven, spændt på, hvad der mon ville dukke op, for efter sin fars beskrivelser havde hun svært ved at tro, at så kæmpemæssig et udyr kunne være i sådan et lille hul. Men om aftenen, netop som hun skulle til at begive sig skuffet hjemad, stak et lille rødbrunt dyr sin snude op af hullet og luntede så ud i skoven på jagt efter en solnedgang.

Troldepigen gav et gisp fra sig, da hun indså, at det lille dyr, der kun gik hende til knæet, virkelig var en ræv. Hun strøg skindet, hendes far havde givet hende som spæd, og som hun altid bar som skuldrene, og hun genkendte den rødbrune pels. Men hun turde ikke følge efter dyret ind mellem stammerne, og da hun kom hjem, turde hun heller ikke sige noget til sin far om dens gulgrønne øjne eller pjuskede hale.