Da den lille troldepige voksede op og efterhånden blev en stor troldepige, forsøgte hendes far at lære hende jagtens kunst, men selvom hun kunne liste sig ind på et hvilket som helst dyr og kendte skoven bedre end nogen anden, så var hun ganske håbløs som jæger. Hun lignede sin mor både i væsen og udseende, men hvor troldeprinsessen havde haft ræven ved sin side, havde hendes datter den selvsamme ræv om sine skuldre.
Den varmede hende også den aften, hvor hun trods sin fars formaninger var blevet ude, til det blev mørkt. Hun var ikke urolig, for hun kunne med lethed finde hjem selv i det sorteste mørke, men det var ikke mørket, hendes far var bekymret for. Han havde lært, at hans datter ligesom hans afdøde hustru havde en særlig svaghed over for kulde, og det var trods alt den første vinternat.
Det tænkte troldepigen dog ikke på, da hun gik gennem skoven, heller ikke på rævene, der fik hendes far til at gå hvileløst rundt foran ildstedet, for pludselig kunne hun høre musik. Det var en mærkelig melodi. Rytmen summede i luften som sommerinsekter, og tonerne sprang som fisk, der snapper efter dem. Det vækkede et minde i hende så fjernt, at hun ikke kunne huske ansigtet på den, der havde nynnet sangene, blot en blid stemme og følelsen af varme fødder selv i nattekulden.
Hun listede tættere på lyden, indtil hun fik øje på en snæver åbning under knudrede trærødder. Hun ville aldrig have lagt mærke til den, hvis ikke det strømmede ud med lys og fløjtespil. Hun havde aldrig set et troldehul før og tænkte, at det måske var rævene, der holdt fest, så hun listede sig nærmere i håb om at se dem danse med de pjuskede haler. Efter at have set de uhyrer, hun var blevet advaret mod, var hun som alle fornuftige mennesker begyndt at tvivle på sin fars ord. Hun havde ofte holdt øje med de rødbrune dyr, der rigtigt nok kom frem i skumringen, men de havde endnu ikke gjort nogen forsøg på at æde hende. Måske fordi de aldrig havde opdaget hende, for hun holdt sig altid skjult, fanget mellem sin fars advarsler og sin mors nysgerrighed. Men denne aften vandt nysgerrigheden over advarslerne, og hun krøb tættere på hullet.
Da hun så ned, gik det hurtigt op for hende, at det ikke var ræve, der holdt fest. Det var menneskelignende skikkelser med store ører og viltre krøller, og de dansede og lo og drak, og nogle enkelte, der havde glemt at holde gang i fødderne, lå i hjørnerne og sov til stor morskab for de øvrige gæster.
Troldekongen selv var blevet så gammel, at han blot sad på sin trone og vippede med foden og ventede på, at han skulle tælle ned, og portene skulle lukkes. Men han sørgede altid for, at festlighederne fortsatte til langt ud på natten, for hele tiden håbede han, at hans datter igen ville dukke op til vinterballet, som hun havde gjort for nu så mange år siden. Siden den ene nat var hun forsvundet igen, men troldekongen blev ved med at håbe, mens han vippede foden i takt.
Troldepigen blev så opstemt af musikken, at hun straks begav sig ned i hulen for at deltage i festlighederne. Hun spiste og drak og lo og det var ikke nødvendigt at fortælle hende, at hun måtte blive ved med at danse for ikke at falde i søvn, for hun missede ikke en eneste dans. Hun dansede og dansede, lige indtil portene omsider skulle lukkes. Hun vidste selvfølgelig ikke, at de først ville blive åbnet næste forår, for så ville hun uden tvivl have skyndt sig hjem til sin stakkels far. I stedet så hun bare op mod himlen, der forsvandt over dem, da troldekongen talte ned, og portene blev trukket i.
Alle de øvrige trolde kendte troldeøllet godt, og de forstod at holde gang i deres fødder, så de ikke faldt i søvn, men pigen var så optaget af den stjernefyldte himmel, der blev til en mindre og mindre firkant over hende, at hun ikke ænsede det, da hun faldt sovende om på gulvet.