Så snart troldene havde fået det sidste glimt af himlen, lagde de mærke til den sovende troldepige blandt dem. Ingen af dem lod til at vide, hvor hun hørte hjemme, hvilket var underligt, for de terpede selv de fjerneste familiebånd og burde kende alle, men ingen ville kendes ved hende.

Mysteriet om den ukendte pige vakte stor forvirring, indtil troldekongen omsider bad om ro og påtog sig at vække den sovende pige og finde ud af, hvem hun var. Men da han bukkede sig ned, så han det rødbrune ræveskind og de blonde krøller, der faldt ned over det. Han genkendte pelsen, som havde tilhørt den ræv, der havde været hans forsvundne datters bedste ven. Og da han så på pigens ansigt, kunne han ikke lade være med at gyse, for hun havde nøjagtigt de samme runde kinder, de samme store ører, og ansigtet var så kønt, som han kun havde set det én gang før.

Han indså til sin forfærdelse, at hvem end, der lå og sov midt i hans festsal, så havde vedkommende taget skindet fra både troldeprinsessen og hendes bedste ven. Omsider vidste han, hvad der var blevet af hans datter, der aldrig var vendt tilbage ved det næste forår, sådan som hun havde lovet. Så i stedet for at vække pigen gav han straks ordre til, at hun skulle fængsles, hvilket hun jo for så vidt allerede var, eftersom portene ikke kunne åbnes før næste forår.

Som det er med troldeøl, sov hun længe og roligt. Hun frøs ikke, og intet syntes at kunne vække hende, selv ikke da hun blev båret væk fra festsalen og ind i et lille værelse, alt sammen under højlydte skænderier fra troldene. For skulle de ikke prøve at afsløre, hvem denne forbryderiske skindjæger var? Selv ikke da nogen forsøgte at nive huden af hendes arm, vågnede hun, og skindet lod sig ikke sådan rive af.

Da hun vågnede den følgende dag og opdagede, at hun var lukket inde i et lille rum uden nogen vinduer, blev hun fortvivlet. Der var ingen vind i hulen, og hun havde sit ræveskind, men alligevel følte hun en kulde indeni, når hun tænkte på sin far, der nu var alene i den lille jægerhytte. Hun besluttede straks, at hun for al fremtid ville lytte til ham, og at hun aldrig igen ville nærme sig en rævegrav eller nogen anden slags hule overhovedet bortset fra dem, hun selv gravede med muldvarperne. Ja, måske hun endda ville holde med at lave huler, hvilket hun i grunden også var alt for gammel til efter menneskeår, men alt for ung til at begynde på efter troldeår.

Så hun sad alene og græd og strøg ræveskindet langs hårene, indtil nogen hørte hendes gråd og tilkaldte troldekongen. Han låste døren op og så ned på hende, og han gøs endnu en gang, for hun lignede fuldstændig den troldeprinsesse, han nu vidste, han havde mistet. Men de store våde øjne afslørede hendes forbrydelse, for hvor troldeprinsessens øjne havde været brune, var disse øjne grønne som jægerens. Hun lugtede af menneske, og han vidste, at mennesker havde hang til at pelse dyr for at holde varmen i stedet for at lære at grave en ordentlig hule. Og han spurgte hende igen og igen, hvor hun havde fået pelsen fra, og hun fortalte, at hun havde fået det af sin far. Og når troldekongen rykkede hende i krøllerne og spurgte, hvor hun så havde fået dem fra, så sagde hun, at dem havde hun fra sin mor, som hun end ikke kunne huske, bortset fra vuggesangene, der lød som ekkoer af troldenes huler.

Efter et langt forhør indså troldekongen, at han ingen vegne kom. Hvad end pigens forældre havde gjort for at få fat i skindet fra troldeprinsessen og den rødbrune ræv, så fandt han ikke ud af mere end det. Han vidste dog, at hans troldedatter var død, og selvom der var varmt i hulen, fik den kulde, der var begyndt i hans hjerte, omsider fat.