Jægeren ventede længe på sin datter. Han vidste, at hun kunne finde hjem selv i mørke, men da hun ikke var kommet tilbage den følgende dag, gik han ud i skoven for at lede efter hende. Selvom han var en dygtig jæger, og både hans far og troldeprinsessen havde lært ham meget om skoven og om at finde spor blandt knækkede kviste, så var hans datter lige så dygtig som nogen trold til at bevæge sig ubemærket, og han fandt ingen spor, der kunne fortælle ham, hvad der var blevet af hende.

Jo længere han gik i skoven, jo mere sikker blev han på, at det var rævene, der endnu en gang havde forsøgt at tage hans datter fra ham. Han skældte ud på skoven, selvom den ikke lyttede, på sin datter, selvom hun ikke var der, og så på sig selv, selvom det ikke hjalp. For havde han ikke advaret hende? Havde han ikke sagt, hun ikke skulle nærme sig rævene? For hvor kunne man ellers forsvinde hen end ned i deres grave? Ræveskindet om hendes hals var beviset på, at han én gang havde reddet hende, men de kunne slå til igen. De kunne tage hævn. Hvorfor havde han ikke skudt alle de ræve, han havde haft på sigtekornet, da han var ung og forelsket i den skov, han og troldeprinsessen havde delt? Hvorfor havde han dog ikke forbudt sin datter at gå ud i skoven i det hele taget? Han kunne have lukket hende inde i det lille hus hele vinteren og langt ind i forået, hvor rævene var så sultne. 

Han blev sikker på, at rævene virkelig havde trukket hans datter i graven, da han fandt, hvad han var overbevist om måtte være åbningen til et rævehul. Han genkendte sin datters fodaftryk på jorden og fandt sågar et langt, lyst hår på en knækket gren. Men der havde aldrig boet nogen ræv i den grav, for det var en af de talløse huler, troldepigen havde gravet. Men jægeren var menneske, og mennesker forstår sig ikke meget på huler. Han forsøgte at se ned i hullet, men der var bare mørke. Hvad end ræven havde gjort med hans datter, så var hun ikke længere i hulen. Han vidste, at ræven var snu, den måtte have taget hende med til en anden hule for at snyde ham.

Og hvor en kulde tog fat om troldekongens hjerte efter tabet af sin datter, blev jægerens varmt af vrede. Varmen var nok til, at han gik hjem og hentede sin riffel, fandt en rævegrav og satte sig til at vente i et træ på, at det røde bæst skulle komme op. Og da det gjorde, sad han klar, og derefter satte han sig i et nyt træ ved en ny rævegrav og endnu en og endnu en. Han tog skindene fra de døde ræve og lavede en lang kappe, som han bar på sine jagter. Men ligegyldigt hvor mange ræve, han skød, og hvor lang kappen blev, fandt han hende aldrig i deres huler, og varmen fra hans vrede blev ikke mindre. 

Alle rævene i skoven vidste, at synet af den pelsklædte jæger var så godt som synet af selve døden, og de sneg sig med frygt i skumringen, skrækslagne for, at han en aften skulle sidde i et træ over deres grav og vente. Snart havde han skudt næsten alle rævene i skoven, for han var grundig og tålmodig, og troldeprinsessen havde lært ham at snige sig og lytte og lugte. Og hver aften sad han oven for en rævegrav og ventede på, om der skulle være en enkelt ræv tilbage, han havde overset.