Varmet af ræveskindet og kærligt passet af troldene, vågnede troldepigen omsider. Hun blev først forskrækket over at finde en helt rand af trolde omkring sig, der alle så på hende og mumlede til deres sidemand, at de nu nok syntes, at der inden under den afskyelige lugt af menneske også lugtede bare en smule af skov og jord, for ingen fik så smukke krøller uden at være en hel del trold.

Og de stillede deres spørgsmål i munden på hinanden, mens hun kun kunne svare med én, men de fik lige stille bikset en historie sammen, der lød nogenlunde sådan her: troldepigen havde ikke stjålet skindet af troldeprinsessen, men fået det af sin mor, der var død, og derfor var det på sin vis hendes eget nu. Muldvarperne (de afskyelige bæster) havde gravet hende en gang til verden ovenfor, som hun af mystiske grunde gerne ville tilbage til. Her frygtede troldene, at der var tale om en slem omgang nysgerrighed, men de nævnte ikke deres bekymringer for hende, nu hvor hun kun lige var ved at komme sig. Hendes far havde skudt den ræv, der hang om hendes skuldre, to gange endda, og anden gang havde hun så uheldigvis befundet sig bagved. Og da de spurgte til hendes far, kom hun i tanke om, at han var faldet ned fra træet og var død. Det blev troldepigen selvfølgelig meget bedrøvet over, for nu havde hun mistet begge sine forældre.

Men hvad hun endnu ikke vidste var, at hun havde fået en helt ny familie i bytte. Trolde har meget lange og indviklede familieforhold, og hun, der ikke havde brugt hver eneste vinter i sit liv på at terpe dem, gav hurtigt op på at finde ud af, hvem der var i familie med hvem. Og det var i grunden også ligegyldigt, for de insisterede alle på at have et eller andet slægtskab med både hende og den afdøde konge. Da hendes grantantes-svoger-tvillingebrors-nieces-fætter fortalte hende, at troldekongen, som altså var hendes bedstefar, havde de nu indset, var død af kulde kort efter vinterballet, blev hun igen bedrøvet. Men på trods af sorgen begyndte hun ikke at fryse, for rævekappen var så varm.

Hun kom i tanke om en anden ting, men den spurgte hun ikke om, for hun vidste, at troldene ikke kunne svare. Hvordan var hun kommet ned i hullet med ræveskindet over sig? Hvorfor lå hun ikke død i skoven ovenfor ved siden af sin kære far? Da huskede hun igen fornemmelsen af varm pels mellem sine fingre og en ru tunge, der rensede hendes sår, og hun smilede ved sig selv. Det var alligevel godt, hendes far ikke havde fået ram på den sidste ræv, for kappen behøvede ikke være lægnere for at holde hende varm. Muldvarpehullet var blevet lukket igen, så hun udsatte det til foråret at takke sin hemmelige beskytter.

Da foråret kom og troldeprinsessen nu var helt rask og varm igen, kom troldene dog i tanke om, at de havde et problem. Hvordan skulle de få åbnet portene uden troldekongen? Troldepigen var utålmodig efter igen at mærke den friske luft, så hun spurgte, hvad problemet i grunden var. Hendes fasters-svogers-fætters-nieces-tante forklarede hende, at troldekongen var død, og det var ham, der plejede at tælle ned til portenes åbning, for ingen andre trolde kunne tælle. Og troldepigen, der havde lært at tælle af sin far, tilbød dem sin hjælp, og de var alle henrykte over, at hun ikke bare var smuk, men også klog – uanset hvor meget hun så lugtede af menneske.

Så portene blev åbnet på den første forårsdag, og troldepigen i den røde ræveskindskappe var den første til at træde op i sollyset. Deroppe gravede hun en grav til sin døde far, og hvis der er noget, trolde kan, så er det at grave. Hun gravede den i skovbrynet ved siden af sin mors evige hule, og mellem dem lavede hun endnu et hul, hvori hun lagde skindet af den ræv, der havde varmet begge troldepiger og også var blevet både troldeprinsessens og jægerens død. Hun lagde en tåre på hver af sine forældres grave, og kulden var lige ved at få hende ved tanken om, at de nu begge lå under den forårsvarme jord, mens hun stod alene ovenfor i kulden. Men, tænkte hun ved sig selv, nu var jægerdrengen, som troldeprinsessen havde risikeret kulden for, i stedet kommet ned i jorden til hende, og dernede ville de blive, ude af stand til at åbne gravens porte. Nu var hun alene tilbage og vidste ikke, om hun skulle blive under jorden sammen med troldene vinteren igennem, eller om hun skulle blive alene ovenfor sammen med vinterhimlen, som hendes mor havde længtes sådan efter.

Men hun brugte sommeren i solen, sådan som trolde holder af det, og hun fandt den sidste ræv og hjalp den med at lave en ny hule til dens hvalpe, og det forår var den ikke længere den sidste ræv alligevel. Og da det blev vinter igen, inviterede hun rævene til troldeballet, og der lå et rødt dyr og sov på troldeøl under hvert eneste bord. Troldene var kun glade for at dele deres huler og deres forrådskamre med rævene, for det holdt muldvarperne væk. Da det blev tid til at lukke portene, så alle troldene på deres nye troldeprinsesse og ventede på, at hun skulle tælle ned. Hun havde taget den lange ræveskindskappe på, i tvivl til det sidste om hun ville få brug for den, hvis hun nu besluttede at stå på den anden side af portene, når de lukkede, oppe med himlen og vintervinden. Men, tænkte hun, så ville der inge være til at tælle portene i, og det lille jægerhus ville være koldt helt alene, så hun blev dernede og så stjernehimlen forsvinde over sig, og da vidste hun, at hun aldrig igen ville få brug for den røde pels.

Så det var altså historien om troldeprinsessen og jægerdrengen og om det første venskab mellem trolde og ræve. Og hvis vinteren ikke er gået endnu, kan du jo altid terpe dine slægtsbånd, for måske du er i familie med en vaskeægte trold med krøller og store ører, selvom det er lidt langt ude.