Torsdag d. 21. December, eftermiddag

Jeg sad igen i biblioteket. Richard havde set sit snit til at udskyde vores samtale og havde insisteret på, at han først måtte tale med Knud og hjælpe ham med at gøre et ekstra værelse klar. Frederikke deridmod havde kedet sig frygteligt hele dagen, bortset selvfølgelig fra den halve times familiedrama omkring Knuds mystiske opdukken. Hun var derfor kun glad for at tale med mig. Desuden var der nogle vigtige spørgsmål, jeg måtte stille hende. Jeg vidste, at også hun havde været oppe den nat, grevinden døde. 

“Er jeg under forhør nu?” spurgte hun drillende og drejede sig i den brede lænestol, så hun kunne ligge med benene over armlænet og stræmpefødderne i vejret.

“Det er bare nogle spørgsmål,” sagde jeg.

“Fyr løs.”

“Da du var oppe om natten…”

“Jeg var bare oppe for at hente et glas vand,” afbrød hun mig hurtigt.

“Jeg troede, du læste?” sagde jeg.

“Nå ja, også det.”

“Her i biblioteket?”

“Ja, lige her,” bekræftede hun.

“Lagde du mærke til noget særligt, da du var oppe for at læse?”

Hun så forvirret på mig et øjeblik. “Særligt?”

“Ja, mødte du for eksempel nogen? Jeg tænker, de fleste i huset må have sovet på dette tidspunkt, men mit gæt er, at nogle alligevel var vågne.”

“Nej, jeg mødte ikke nogen. Der var helt tomt,” skyndte hun sig at sige.

“Og du hørte heller ikke noget ud over det sædvanlige?”

“Der var snestorm.”

“Ja, du hørte måske også ladeporten?”

“Ladeporten? Nej, den hørte jeg ikke.” Jeg noterede roligt og vendte hovedet ned for dermed at skjule mit ansigtsudtryk. Den omtalte ladeport var lige ud for biblioteket og kunne ses fra det modsatte vindue, end det jeg nu så ud af. Hvis Frederikke havde været i biblioteket, så ville hun have hørt ladeporten. Måske hun tolkede min tavshed som mistroiskhed, for hun tilføjede i hvert fald:

“Jeg må have været opslugt i min bog.” 

Igen nikkede jeg blot.

“Du tror vel ikke jeg har forgiftet min egen farmor?” grinede hun så.

“Nej, men måske du ved noget vigtigt.”

Hun trak på skuldrene. Hvis hun gjorde, ville hun i hvert fald ikke fortælle det. Men den oplysning var også noget værd. Jeg gik videre til mit næste spørgsmål.

“Du har jo ikke fortalt så meget om din familie…”

“Men det er da kun fordi, de er så dødsens kedelige,” sukkede hun, tydeligvis glad for at være gået videre til et andet emne. “Her sker aldrig noget… altså lige indtil nu, det her er rigtig spændende, må jeg nok sige.” 

Jeg sukkede. Frederikke var som altid et pust af frisk luft. Sommetider føltes det forforfriskende, og så var der tidspunkter som nu, hvor der var nok andet at forholde sig til end hendes svingende humør.

“Var der nogen uenigheder i familien?”

“Uenigheder? Det tør fandme siges. For det første er der hele situationen omkring Johannes.”

“Hvad er der med ham?”

Hun rettede sig lidt op i stolen. “Han er et par år yngre end jeg, og han bor stadig hos sine bedsteforældre, han foretager sig ingenting, og han går ærligt talt os alle sammen på nerverne. Synes du måske ikke også, han er belastende at være sammen med?”

Jeg svarede ikke, men spurgte i stedet: “Og hvorfor bor han her?”

“Ja, det er lige spørgsmålet. Han har boet her siden…. Ja, vel siden farmor hentede ham på børnehjemmet.”

Jeg løftede interesseret hovedet, og Frederikke så sit snit til at optræde med sin historie.

“Hans forældre, min farbror og tante, døde i en bilulykke, da Johannes var seks år gammel. Han kom på børnehjem, men efter et halvt år, hvor han praktisk talt var blevet sindssyg, hentede farmor ham hjem til Frederikslyst, og her har han så boet lige siden.”

“Og det er du sur over?”

“Mig? Jeg er sgu ikke sur på nogen, jeg synes bare det er underligt, at han ikke ligesom skal videre med sit liv. Jeg mener, jeg ville da også bo på et gods og spise middag under lysekroner hver dag, men man må jo også gøre noget selv en gang imellem.” Jeg nikkede. Gøre noget selv. Hvis der var noget, Frederikke aldrig havde gjort, så var det noget selv.

“Medmindre der altså er noget, der forhindrer én i det,” sagde jeg.

“Netop, men farmor har aldrig villet sige noget om Johannes, og hvorfor han egentlig er her. Det er det, der er så mærkeligt.”

Jeg sad lidt i stilhed og så ud af vinduet. Frederikke, der havde opdaget, at hun ikke længere havde min opmærksomhed, begyndte straks at udlevere flere familiehemmeligheder.

“Så er der Knud.”

“Hvad er der med ham?”

“Ja, nu er han lige pludselig dukket op.”

“Det er jo jul,” sagde jeg og trak på skuldrene, men Frederikke rystede alvorligt på 

hovedet.

“Jeg har ikke set ham i årevis. Jeg tror ham og min farmor blev uenige om noget for et 

par år siden, og ingen har set ham siden. Han laver rejsedokumentarer i udlandet. Ikke at han nogensinde rigtigt er blevet til noget. Men det er da pudsigt, at han dukker op nu, hvor hun lige er død, ikke?”

“Jo, det er vel lidt pudsigt.”