Kirsten stod lige uden for kirken, og hendes familie var allerede begyndt at gå. Ane var også fulgt efter dem, men da hun så, at Kirsten stadig bare stod der og stirrede ligefrem for sig, vendte hun sig.

“Kommer du?” spurgte hun.

“Hvad skal det dog betyde?” mumlede Kirsten for sig selv. Hun hørte knap Ane. Hun var så sikker på, at det var Johans ansigt, hun havde set i ruden. Hun havde bedt til Sankta Lucia, som Ane havde fortalt hende, og hun havde set Johans ansigt, så meget var hun absolut sikker på. I det øjeblik hun havde set hans brødre, var hun klar over, hvem ansigtet tilhørte, det var ikke en fejltagelse. Men hvordan kunne hendes fremtid være en mand, der døde sidste vinter?

“Det skal betyde, at jeg fryser, og de andre allerede er begyndt at gå. Kommer du?” spurgte Ane igen og gik hen for at tage sin søster under armen.

“Er du sikker på, han er død?” spurgte Kirsten så.

“Johan? Helt sikker. Han er begravet lige her. Nej, altså ikke lige her-her,” tilføjede Ane, da Kirsten stoppede op og så ned på den sneklædte jord under dem. “Her på kirkegården.”

“Hvor?” spurgte Kirsten, men hun havde allerede gjort sig fri af Anes greb og løb hen til gravpladserne bag kirken. Ane var hurtigt lige i hælene på hende.

“Hvad foregår der, Kirsten?” spurgte Ane, så snart hun var oppe på siden af sin søster. Kirsten gik rundt og skubbede sneen af stenene for at læse navnene på hver af gravene.

“Hvad er det du gør?” spurgte Ane og forsøgte at stoppe sin søster fra at trampe rundt på gravpladsen og fare fra sten til sten. Til sidst stoppede Kirsten op. Hun havde fundet den. Hans navn stod der på stenen. Det var bare en lille sten, men i en lille landsby som denne var det ikke usædvanligt, selv ikke for en præstesøn. Der stod det, mejslet lige så tydeligt. Ane stod ved siden af hende, og de stod begge og kiggede på stenen. Kirsten trådte et par skridt tilbage. Hun havde ikke tænkt over, at hun var gået ind over graven.

“Han er virkelig død,” sagde hun så lavt, og Ane tog hendes hånd i sin. Den var næsten lige så kold som Kirstens. Ane sagde ingenting, ventede bare på, at hendes søster ville forklare sig. Til sidst vendte Kirsten ansigtet mod hende, og der var tårer langs kinderne.

“Det var ham, jeg så i ruden. Jeg gjorde, som du sagde og bad til Sankta Lucia, og det var hans ansigt, jeg så.” Ane vidste tydeligvis ikke, hvad hun skulle sige, hvilket var ganske usædvanligt, for hun talte næsten altid. Så fik hun øje på Niels, der vinkede efter dem. Ane lagde en arm om sin søster og trak hende væk fra graven.

“Det betyder ingenting…” begyndte hun, men blev hurtigt afbrudt.

“Du sagde selv, jeg skulle prøve! Du sagde, du havde bedt til Sankta Lucia og set din fremtid for dig. Jeg måtte vide det, Ane, og se nu!” Kirsten slog armen ud, da de gik forbi alle de sten, hun havde børstet fri fra sne.

“Jeg mente det jo ikke sådan. Det var jo bare…” For sjov, ville hun måske have sagt, men tog sig i det. “Årh, Kirsten, jeg siger jo så meget, du skal ikke lytte til mig,” sagde Ane så i stedet, og nu var de næsten helt henne ved Niels. Kirken var blevet tømt, og der var stille på kirkegården bortset fra den knasende sne under deres fødder og Kirstens lavmælte snøften.

“Det er din skyld alt sammen,” sagde Kirsten så, og Ane slap sit greb om hendes skulder.

“Hvordan kan det være min skyld? Det er dig, der taler med dyndfolk og ser syner, og nu er det min skyld, du har set et dødt ansigt?” De var nået resten af familien nu, der havde stået og ventet på dem.

“Ja, og din!” Kirsten vendte sig mod sin fader. “Hvis vi havde ofret til tuntræet var det sikkert aldrig gået galt.” Og med de ord samlede Kirsten skørtet om sig og begyndte at løbe gennem sneen så godt, hun kunne. Men det var nok til at sætte sin familie, der råbte efter hende en enkelt gang, men så lod hende fare.