Den sovende troldeprinsesse blev først opdaget langt senere, da portene skulle lukkes. Troldekongen var den eneste, der kunne tælle, og dermed igangsætte lukningen af portene, og det tog mere end bare almindeligt fløjtespil at vække ham fra hans øllur.

På det tidspunkt var skoven allerde dækket af en glitrende lag sne, og troldeprinsesssen ville måske have indset, at sne virkelig kunne få hende til at forsvinde, hvis bare der var nok af den. Men hun sov og så slet ikke det hvide tæppe over sig.

Det var kun fordi en enkelt blond krølle lå ind over trinnet til troldekonges sale, at nogen overhovedet opdagede, at hun befandt sig uden for hulen. En modig trold trådte ud i sneen og hentede hende ind, og da troldekongen så sin datters blege kinder, der skulle være røde, blev han så bekymret for, om hun mon ville klare sådan en slem omgang kulde, at han helt glemte, hvad han plejede at tælle til og fra. I stedet råbte han bare et tilfældigt tal, og portene faldt i med at brag.

Ræven, der ikke var vågnet af de foregående hændelser, selv ikke de meget ivrige forsøg på at vække troldekongne, vågnede alligevel ved lyden af portenes brag, og den indså, at den var lukket inde i troldenes huler vinteren over. Der er nemlig intet, der kan åbne troldenes porte igen andet end kongens meget beundrede talkendskab og dét kun på den første forårsdag, hvor det igen er sikkert for troldene at bevæge sig ovenfor.

På et hvilket som helst andet tidspunkt ville en troldehule dog ikke være det værste sted at være lukket inde hele vinteren. Trolde er flittige, så de har rigeligt med mad, og deres huler er varme og lyse om end en smule kedsommelige for en ræv, der holder af lunte gennem skoven.

Men kedsomhed skulle ikke blive rævens største problem, for lige nu var der så stor postyr blandt troldene, at ræven knap fik mulighed for at rejse sig, før nogen væltede over den. Det var en trold med en stor bunke tæpper i favnen, som straks skulle bæres til de dybeste af troldenes huler, hvor troldekongen boede, og hvor han nu havde båret sin datter hen, for at hun skulle få varmen. Trolden med tæpperne, eller rettere uden, for han havde tabt dem alle sammen, skyndte sig at komme på benene og få tæpperne med sig og spænede så mod troldekongens kammer. Flere andre trolde gjorde det samme, andre igen var stoppet op for at tale om, hvordan det dog kunne gå til, at den lille troldeprinsesse havde forvildet sig ud i sneen, og så faldt de i søvn, for alle havde drukket rigeligt med troldeøl.

Det var altså et rod uden lige af trolde, der lå og snorkede højlydt på gulvet, eller andre, der forsøgte at springe udenom dem, efterhånden som de drattede om, og så igen nogen, der forsøgte at gøre sig lidt nyttige og bringe tæpper til troldeprinsessen.

Troldene har lange og indviklede familieforhold, som de ynder at holde styr på ved at repetere dem hele vinteren igennem, hvor der ikke er andet at tage sig til, og alle troldene i hulen følte sig derfor forpligtede over for kongen og hans lille datter, som de på en eller anden måde alle sammen var beslægtede med.

Ræven besluttede sig for, at den hellere måtte forlade balsalen, inden en sovende trold væltede ned over den, og siden porten nu var lukket, var dens eneste mulighed at gå dybere ind i hulen. Dybest inde, i kongens kammer, var der en smule mere ro, for der lå troldeprinssessen og sov med alle de mange tæpper om sig, og troldekongen befalede fuldstændig stilhed både for sin egen og sin datters skyld.

Ræven syntes vældigt godt om denne beslutning og var allerede klar over, at det var en særlig vis troldekonge, der både kunne tælle og satte pris på stilhed, og den listede sig ind, ganske ubemærket, for kongen var travlt optaget af at se efter, om farven vendte tilbage til troldeprinsessens runde kinder. Selvom hendes hud var bleg og læberne næsten blålige, måtte ræven give troldekongen ret i, at hun var den smukkeste troldeprinsesse, den nogensinde havde set. Nu havde den selvfølgelig aldrig set en rigtig troldeprinsesse før, men det var der ingen grund til at nævne. Ræven vidste faktisk så lidt om trolde, at den ikke var klar over, at den yndige troldeprinsesses liv hang i en tråd så tynd som edderkoppespind, og en frossen tråd har lettere ved at knække.

Men ræven, der ikke havde store porte til sin rævegrav, vidste, at den bedste måde at holde varmen, er ved at lægge sig tæt op ad hinanden, og den kunne høre prinsessens klaprende tænder selv gennem alle tæpperne. Så den sprang op i krybben og lagde sig ved siden af troldeprinsessen med dens snude skubbet ned mod hendes hals, så knurhårene kildede hendes kind. Troldekongen blev først meget forskrækket, men da han ville række ned for at skubbe ræven bort, mærkede han, at dens pels var varm, varmere end noget tæppe, nogen trold kunne finde, og han lod ræven ligge i prinsessens krybbe. Og den lille troldepige slog armene om den varme ræv og begravede sine små troldefingre i dens rødbrune vinterpels.