Hverken troldeprinsessen eller ræven kom til at fryse hele den vinter, og ræven blev passet og plejet lige så godt som prinsessen, så den slet ikke behøvede at forlade hendes side for at finde forrådskammeret. Og det gjorde den da heller ikke.

Selv efter troldeprinsessen var kommet sig over den meget alvorlige omgang kulde efter at have sovet i sneen, blev ræven sammen med hende hele vinteren, enten i hendes krybbe, når hun sov, eller ved hendes fødder, når hun legede. Resten af troldene lærte også at sætte pris på dens tilstedeværelse, for det viste sig, at den var en mesterlig jæger, og den hjalp troldene med deres evige pinsel: muldvarper. Muldvarper er lige så dygtige som trolde til at grave, men de er velsignet med pels, og de har derfor en uopdragen tilbøjelighed til at lade deres gange stå pivåbne selv om vinteren. Når de graver på en troldehule, kan en trækvind nå selv de dybeste kamre, og af prinsessens uheldige møde med sneen må du have lært, at trolde ikke tåler selv den mindste smule kulde. Men ræven hjalp dem med denne evige udfordring, så de knap behøvede at passe alle deres muldvarpefælder den vinter.

Vinteren gik, og da foråret kom, var ræven troldeprinsessens bedste ven, og de stod side om side og så på portene, da troldekongen talte ned til deres åbning. Sollyset skar deres sarte øjne, og selvom vinden stadig var kølig, var solen trængt igennem skydækket og varmede troldeprinsessen, da hun tog sine første skridt ud i skoven. Selvom hun havde overlevet kulden takket være sin bedste ven, så var prinsessen altid i fare for at komme til at fryse igen, selv i det spæde forår. Men ræven blev hos hende, også da det blev sommer.

Om dagen legede de sig i solen, og hver aften så de solen gå ned, selvom de andre trolde vendte tilbage til deres huler, når solen havde givet dem al sin varme for den dag. Forstår du, trolde er i deres huler hele vinteren for ikke at fryse, så når sommeren endelig kommer, bruger de ethvert øjeblik, de kan, på at varme sig i solen, og som en kampesten kan de holde den varme i sig ganske længe. Men modsat trolde har ræve tyk pels, og de kan derfor nøjedes med at holde af de røde, lange stråler og skumringens halvmørke, hvor ræveøjne er bedst. Og troldeprinsessen blev ovenfor og så den røde sol uden at fryse, så længe hun sad lænet tæt op ad ræven.

Da vinteren kom, måtte troldene igen lukke sig nede i deres huler, og ræven kom til det store vinterbal og spiste og drak og faldt i søvn til troldenes latter og musik. Da porten blev lukket, og festlighederne fortsatte, lagde troldeprinsessen sig i hjørnet sammen med den og sov. Og så brugte de endnu en vinter på at sove og spise og fortælle historier og repetere familienavne.

Sådan gik de næste mange år, og hvert år kom ræven til troldenes vinterbal og boede i hulen sammen med dem hele vinteren igennem og jagtede muldvarper og varmede troldeprinsessens fødder. Om sommeren lærte ræven hende om alle skovens dyr, og hun kunne høre en spætte tromme på lang afstand og lugte sig frem til en hare så godt som nogen ræveunge. Ræven havde selvfølgelig også sit eget at se til, ligesom troldeprinsessen måtte hjælpe med at samle forråd til vinterens komme, men alligevel forblev de bedste venner. Troldeprinsessen voksede op, og nu måtte alle, ikke bare troldekongen og ræven, blive enige om, at hun virkelig var den smukkeste troldeprinsesse nogen nogensinde havde set med lyse krøller og store ører. Og ved hendes side var altid den rødbrune ræv.