Troldeprinsessen behøvede ikke at vente længe, før hun fik sit ønske om at se sne opfyldt. Hun rejste sig og begyndte at gå for at holde varmen, men alt den solvarme, hun havde opsamlet i løbet af sommeren, blev hurtigt opbrugt. Selvom tårerne nu strømmede ned over hendes kinder og fik det hvide vintermørke til at flyde ud, så varmede de hende ikke længere. Portene var lukkede, og hun vidste, at de ikke kunne åbnes andet end nedefra og det først til foråret, når hendes far igen talte ned. Så hun måtte klare sig selv i skoven ovenfor.

På trods af sine bekymringer, var hun spændt. Hun havde kun en svag erindring om sneen, fra dengang hun havde forvildet sig uden for porten som barn, og mindet var blevet malet over af alle hendes fars advarsler om den dalende død fra himlen. Hun tørrede øjnene for at kunne se den rigtig, og hun kunne ikke forstå, at noget så smukt kunne være så farligt, selv ikke for en trold.

Det var dog kun, til hun begyndte at fryse. Sneen lagde sig i hendes hår og sank ned i hovedbunden med en kulde, hun aldrig havde oplevet andet end i mareridt, hvor ræven altid været der til at vække og varme hende. Men den var nede i hulen sammen troldene.

Hun tænkte igen på jægerdrengen. Mon ikke mennesker også frøs? Hun vidste ikke meget om dem, kun at de ikke gravede sig ned i huler om vinteren, men de måtte da holde varmen på en eller anden måde? Måske han ville dele lidt af sin varme med hende. Så hun besluttede sig for at finde ham. Hun havde set ham i skoven tidligere samme dag, og hun begyndte at gå mod den lysning, hvor de sammen havde siddet og ventet. Til sidst var en fasan kommet forbi, og han havde forladt hende og skoven med den døde fugl over skulderen. 

Da hun nåede lysningen, var vinden taget til, og sneen var ikke længere lette fnug, men som spidse nåle, der nev hende i kinderne. Hvis den unge jæger havde efterladt sig nogen spor, var de dækket af sneen nu, og hun gik i stedet på sine stive ben i den retning, han altid forsvandt, men hvor hun aldrig havde turdet at følge ham: ud af skoven. Hun nåede dog kun til skovbrynet, inden hun var for kold til at fortsætte mod den gule firkant af lys bag den fygende sne, og den var det sidste hun så, inden det hvide mørke opslugte hende.