Mens jægeren skød ræve ovenfor, sad troldepigen på det lille værelse i troldehulen. Troldekongen, som i forvejen var gammel, var blevet kold indefra og helt ud til fingerspidserne, efter han havde besøgt troldepigen. Han lagde sig under varme tæpper i de inderste værelser i troldehulerne, men der gik ikke mange dage, før han døde. De andre trolde blev skræmte, for uanset hvem den fremmede var, så havde hun ikke bare slået troldeprinsessen ihjel, men nu også troldekongen.

I lang tid sad troldepigen blot helt alene. Troldene havde rigeligt mad, men den så hun ikke meget af, for ingen turde nærme sig hendes dør, og hun begyndte snart at blive sulten. Men heldigvis for troldepigen, var der heller ingen, der turde at se til de muldvarpefælder, som trolde ellers er så nidkære om at passe. Og troldepigen anede ikke, at muldvarperne ikke var velkomne, så hun begyndte at tale til dem, der dukkede op i hendes huleværelse. Muldvarperne kunne næsten ingenting se, og de vidste derfor ikke, at hun måske med undtagelse af sin mor var den smukkeste trold, som ingen nogensinde havde set, men de var hurtigt enige om, at hun i hvert fald var den venligste trold, de nognesinde ikke havde set. Og de fik så ondt af hende, at de bestemte sig for at hjælpe.

Muldvarper er måske gode til at grave, men der skal alligevel en hel del muldvarper til for at grave en gang, som en troldepige kan kravle ud af. Så de tilkaldte alle deres muldvarpevenner, og troldene var henrykte, for pludselig var der ingen muldvarper i resten af troldehulen. Men de begyndte snart at mærke en kold luft trænge ned til dem alligevel. Det begyndte blot som en svag lugt af verden ovenfor, så en let brise, næsten umærkelig, men som alligevel fik deres troldekrøller til at danse, og snart mærkede de den kolde vind ganske tydeligt ned i deres ellers så lune huler.

Eftersom troldekongen var død, var undersøgelsen af den kølige luft ganske forvirrende, men ikke desto mindre indså nogen til sidst, at den måtte komme fra det aflåste værelse med den fremmede pige i troldeksind. Så de samlede alt deres styrke og gik i en tæt klump for at holde hinanden varme. Og de bankede på, høflige som de var, men kom så i tanke om, at de selv havde nøglen. Men da de slog døren op, var der ingen fremmed i troldeskind, kun kulde og en lang tunnel til verden ovenfor.