Jægeren havde snart skudt alle rævene i skoven, men han var sikker på, at han endnu manglede én, for hver nat vågnede han fra et mareridt til lyden af en rævs gøen. Den uhyggelige lyd og mareridtet af at blive trukket ned i en rævegrav hjemsøgte ham hver eneste nat, og han besluttede, at han måtte finde denne sidste ræv og skyde den.

Han gik længere ind i skoven, end han havde bevæget sig før, og dybt derinde fandt han en mærkelig, næsten usynlig indgang til en hule under de knudrede rødder fra et gammel træ. Portene var lukkede og ganske umulige at få op, men han var alligevel sikker på, at der på den anden side befandt sig en ræv og hvad end, den havde gjort med resterne af hans datter. Det måtte være den sidste rævegrav i skoven, en snu ræv, der havde gemt sig for ham og lukket sine porte, så han ikke skulle finde den. Men han var også snu, og vigtigst af alt var han tålmodig, så han satte sig i et træ ovenfor indgangen med sin riffel i hånden og sin ræveskindskappe om skuldrene. Han havde lært af sin fars fejltrin alle de år tidligere og klatrede så højt op i det nærmeste træ, han kunne. Han genkendte ikke stedet, hvor han havde set troldeprinsessen for første gang, og hvor hans egen tøven og rævens mod havde reddet hende fra riflens skud. Det var mange år siden, og det træ, han sad trygt i nu, var dengang ikke stort nok til at klatre i.

Der ventede og ventede og ventede han hver eneste aften, indtil der en dag skete noget. Som du måske kan huske, fik troldepigen hjælp af muldvarperne til at grave sig fri, og uden at vide det ledte hendes flugtvej op lige ved siden af troldenes lukkede porte og lige ved siden af det træ, hvor hendes far sad og ventede på, at den sidste ræv skulle dukke op.

Og selvom muldvarperne havde arbejdet møjsommeligt med at bygge flugtvejen til hende, så er der alligevel kun så meget, en muldvarp, ja selv en hel flok af muldvarper, kan gøre, og hun måtte møve sig på maven sig hele vejen op fra det låste kammer til verden ovenfor. Deroppe var det stadig vinter, og vinden og jorden var kold, særligt en aften som denne, hvor solen allerede var halvt forsvundet bag det grå skydække, der havde hængt tungt over skoven hele dagen.

Derfor havde troldepigen trukket sit ræveskind tæt sammen om skuldrene, da hun kravlede frem i muldvarpegangen. Og jægeren sad i sit træ og ventede, og selvom hans øjne ikke var så gode, som de havde været engang, fik han pludselig øje på noget, der bevægede sig. Det var ikke ved åbningen, sådan som han havde forventet, men han indså straks, at det måtte være sådan, ræven havde snydt ham: ved at tilgå sin hule gennem en anden og hemmelig vej. Og han løftede sin riffel, netop som en rødbrun rævepels kom til syne gennem en smal tunnel nede fra hulen. Han affyrede sit skud uden tøven og med varmen brændende i hele kroppen.

Ræven gav et hyl fra sig, men kravlede alligevel videre. Jægeren gøs, for skriget lød så menneskeligt, at han måske ikke skulle have været så overrasket, da den rødbrune skikkelse kom helt op af hullet og forvandlede sig til en ung pige med blonde krøller og et ræveskind om skuldrene. Hun var ramt i skulderen, og blodet farvede det rimdækkede mos omkring hende. Hun løftede blikket op mod træet, og da jægeren så hendes grønne øjne, blev han så forskrækket, at han faldt fra den gren, han sad på, og landede ubevægelig på jorden med knækket hals i en sø af rødbrun pels.