Nede i deres huler hørte troldene skriget, da jægeren ramte troldepigen med sit skud. Og de gøs, for skriget var koldt og smertefuldt, men de turde ikke bevæge sig op for at se, hvad der var sket. De havde en uhyggelig fornemmelse af, at det havde noget at gøre med den fremmede i troldeskind, og i stedet holdt de sig langt fra kammeret og den kolde vind ovenfra.

Et sted i skoven var der en anden, der også havde hørt troldepigens skrig. For jægeren havde haft ret – der var en sidste ræv tilbage, og den boede ikke langt fra troldehulens porte. Den havde hørt skriget, og da den fandt den døde jæger under træet, indså den, at dens største fjende nu omsider var besejret, og at den ikke længere behøvede at frygte for sit liv, sådan som den havde gjort hele vinteren.

Den så også blodet på det grønne mos og den skudramte troldepige. Den troede først, at hun var død ligesom jægeren, men så bevægede hun sig alligevel. Og ræven, der havde lært en smule om trolde af en gammel rødbrun ven, så, at hendes kinder var blege og hendes læber stive, selvom blodet fra det åbne sår i skulderen var varmt og rødt som rævepels. Den så den tunnel, muldvarperne havde gravet til hende, og den vidste, at troldene holdt af deres huler især her om vinteren.

Den kunne selvfølgelig ikke vide, at hun ikke var nogen helt almindelig trold, og at hun netop var flygtet fra de selvsamme huler, så den tog fat med tænderne om hendes støvle og slæbte hende efter sig tilbage til troldehulen. Selvom der var varmere dernede end ovenfor, så trak det stadig køligt, og ræven skubbede sig op gennem muldvarpegangen endnu en gang for at hente jægerens pelskappe. Den svøbte troldepigen i det, mens hun stadig rystede, og den slikkede hendes sår, indtil det ikke længere blødte.

Troldepigen slog øjnene op og troede et øjeblik, at hun selv var blevet til en ræv, for hele hendes krop var dækkt af rødbrun pels. Så så hun ræven sidde over sig, og hun huskede følelsen af at bore små fingre ind i varm pels, inden hun faldt i søvn igen.