Godt nok havde troldepigen ræveskindet over sig, men den kolde vind ovenfra trak ud i alle troldenes huler, og selv uden en konge kunne de se, at der måtte gøres noget. Hullet måtte lukkes, selvom det var et farligt arbejde. Så de valgte de modigste og tykkeste trolde til at åbne døren til kammeret endnu en gang og få lukket hullet, så de alle kunne overleve vinteren.

Ræven, der stadig vågede over den sovende troldepige, hørte dem komme, og nu husker du måske en anden ræv, der velvilligt boede i troldenes huler hele vinteren, men det var som sagt en anden ræv, og denne ræv vidste ikke noget om de fyldte forrådskamre og muldvarpejagterne, så den sagde farvel til den sovende troldepige, som havde reddet dens liv, og hvis liv den havde reddet til gengæld, og den kravlede op gennem hullet, netop som troldene trådte ind i værelset.

De fik sig selvsagt noget af en overraskelse, da kammeret ikke længere var tomt, men troldepigen i stedet lå på gulvet i en kappe af rævepels, der havde holdt hende varm trods kulden ovenfra. Og da de bøjede sig ned over hende, opdagede de såret i hendes skulder, og de vidste dermed, at det troldeskind, hun bar, virkelig var hendes eget. Hvordan det kunne hænge sammen, havde de endnu ikke regnet ud, men de tog hende alligevel med dybere ind i deres huler, derinde hvor troldekongen havde boet og var død, og de lagde hende i en seng med alle de tæpper, de kunne fremskaffe, og selvfølgelig det røde ræveskind.

De plejede såret i hendes skulder, og hun fik lige så stille varmen, for hun var trods alt halvt menneske og havde ikke så let til kulde som andre trolde. Selvom de havde troet, alt håb var ude, så vendte farven langsomt tilbage til hendes kinder og smilet til hendes læber. Og som hun lå der i en sø af rødbrun pels og gyldne krøller, kom de til at tænke på den forsvundne troldeprinsesse, som også var blevet varmet af en ræv, og de tænkte, at selvom hun måske ikke havde brune øjne og lugtede lidt af menneske, så var deres kære troldeprinsesse omsider vendt hjem.