Maria sad i tronsalen og ventede utålmodigt på, at der skulle komme nyt om nøddeknækkeren. Hun havde siddet der sammen med Anna, Drosselmeier og chokoladeharen siden dagen før. Papegøjen var fløjet op til dem og havde fortalt, at alle de 500 honningkagemænd på mystisk vis var blevet levende, og at de nu legede i køkkenet,…

Maria var helt og aldeles udmattet, da hun åbnede ovnlågen og tog den sidste honningkagemand ud af ovnen, men hun vidste, at hun endnu ikke kunne slappe af. Det var nu, det sidste skulle ordnes, og nøddeknækkeren skulle kureres. Drosselmeier havde sørget for en middag i tronsalen, for nøddeknækkeren turde ikke bevæge sig uden for…

Maria havde under hele den lange tur fra slikengen skyndt på den lille pige, men da de ankom til konfektbyen, måtte hun også selv stoppe op i lige dele skræk og rædsel, og siden de to ting er det samme, så var det bare ren frygt, der greb hende ved synet af marcipanslottet gennem tågen.…

Louise og hendes familie var stadig i huset den følgende dag, og Fritz var kommet hjem i løbet af aftenen, så moderen havde ikke tid til at se til Maria. Hun havde fortalt doktor Stahlbaum om den forrige eftermiddag, men han var overbevist om, at Maria nok skulle komme sig, og at det blot var…

Det nærmede sig juleaftensdag, og Maria fik ikke lov til at ligge i sengen i det mørklagte værelse og være bedrøvet. Hun blev beordret i tøjet, for Louise og Fritz, hendes ældre søskende, kom hjem til doktorens hus i Nürenberg. “Og se nu lidt glad ud, det er trods alt jul,” sagde moderen og for…

Den næste dag vågnede Maria og var mere klar i hovedet. Det vil sige, hun vidste med det samme, at hun befandt sig i værelset i Nürenberg, og at hun ikke kunne komme tilbage til Slikland, så hun sukkede og blev liggende, til hendes mor trak gardinerne fra. “Hvis du alligevel er vågen, kan du…

Maria frøs noget så forfærdeligt, da hun igen vågnede i sin seng i Nürenberg. Hun var overrasket over at opdage, at hun hverken var bidt i småstykker eller smurt ind i marengs og flødeskum. I stedet lå hun i sin seng med dynen sparket ned i fodenden og gåsehud på de bare arme. Hun så…

Efterhånden som de klatrede op af bjerget, blev luften omkring dem koldere og koldere. Stien forsvandt i et tykt og klistret hvidt lag af flødeskum og marengs i store driver. Maria, Drosselmeier og chokoladeharen gik i marengs til knæene. Selv når det er koldt, klistrer den slags forfærdeligt meget, og de måtte løfte benene højt…

Med chokoladeharen genopstået fra kakaofloden var både Maria, Drosselmeier og selvfølgelig chokoladeharen selv i et forrygende humør, da de gik mod kirsebærtoppen. Det var det højeste punkt i Slikland, og snart kunne de se tinden ude i horisonten. Maria var overbevist om, at sukkerfeen havde ledt dem på sporet af børnene, og at de nu…

Maria og Drosselmeier sad fortvivlede og så den brune kakao strømme forbi dem. Der var intet spor af chokoladeharen tilbage, og Maria så modløs ud over den dampende strøm. “Sig mig, er du ikke opfinder?” spurgte hun. Drosselmeier nikkede. Han var lige så modløs, for ligesom Maria var han kommet til at holde af chokoladeharen,…