Ane havde i det mindste haft ret i en ting, og det var, at Kirsten ikke fik lov til at blive i sengen for evigt. Hun havde knap sovet, men så snart der var antydninger af det første dagslys, stod hendes moder og ruskede i hende. Ane var stået op, og Kirsten kunne svagt huske…

Da Kirsten og Ane den nat lå i den seng, de havde delt, siden de var helt små piger, lå Kirsten og stirrede op i mørket. Hun havde måske nok altid vidst det, men med hovedet fyldt op af trolde og nisser og ellefolk, så havde hun aldrig tænkt over, at der måske nok ville…

Kirsten gik over gårdspladsen, og hendes ånde blev til en hvid sky i luften. Det havde frosset i løbet af natten, og spanden i hendes hånd skvulpede en smule, når hun gik. Fårene manglede vand som altid, men på sådan en frostmorgen var det som om, alting var lidt mere hektisk. Kirsten tog sig nu…