Da Maria så abernes triste ansigter på vej væk fra chokoladebyen, blev hun i det samme enig med sig selv om, at hun først ville finde dem et sted at være, inden hun tog hjem til Nürenberg. Ingen ville længere have gademusikanter, og selvom de jo var syv og derfor knap kunne blive ensomme, så virkede de små aber helt alene i hele slikverdenen. De fortsatte ned af bolchestien, og landskabet omkring dem ændrede sig langsomt. Da chokoladebyen var forsvundet langt bag dem, var de ikke længere omgivet af store konfekttræer som i slikengen, men af en endeløs ørken med røde sandbanker og en varm sol. Kun en enkelt sky var at se på himlen. Den forestillede en slange, der bugtede sig langsomt, men sørgede for at holde sig på god afstand af solen for ikke at fordampe. Flere steder var bolchestien forsvundet under det gyldne sand, og Maria fik de små korn i sine sko. Da de endelig så noget længere fremme, der kunne ligne en by, var hun både træt og øm i hele kroppen. Her var der ingen port, men to store statuer i glas, der markerede indgangen til byen.

“Det er kaffebyen,” sagde en af aberne, og Maria genkendte straks den stærke duft af kaffe, der bølgede overalt omkring dem. I kaffebyen var der også larm, men denne gang ikke fra råb og skrig, men fra kameler og geder, der brægede, markedsfolk, der kaldte på forbipasserende kunder og lyden af plaskende vand fra et stort springvand med en meterhøj kaffebønne i midten. Fra den plaskede mørkebrun kaffe, og det var derfra duften kom. Maria og aberne sprang til side for at undgå først en lang kamelkaramelkaravane på vej ud af byen, så en sælger med vogn, som han skubbede foran sig, og så to damer, der gik arm i arm med en spinkel mand bag sig. Han bar så mange sække, at hans knæ bukkede under for vægten, og han tabte den ene. De to damer vendte sig og skældte ud, da der var kaffebønner ud over det hele, og manden begyndte hurtigt at samle op med en strøm af undskyldninger. Maria og aberne hjalp ham med at samle sammen, og han så taknemmelig på dem, da de to damer fortsatte deres slentren gennem byen.

“Tak, det var pænt af Dem. De fleste har nok i deres eget i disse dage,” sagde han og samlede sækkene op endnu en gang med et svagt smil.

“Ja, det var vi lagt mærke til,” sukkede Maria. “Vi leder efter et sted, hvor disse aber kan bo,” forklarede hun. Aberne nikkede igen i takt. Manden så tænksomt på dem et øjeblik.

“I kan spørge hos spåkonen, Madam Arabica, måske hun kan hjælpe jer,” sagde han, men måtte så skynde sig videre, da de to damer kaldte på ham. Han nikkede og takkede dem endnu en gang, mens Maria og aberne fortsatte gennem byen for at finde spåkonen. Hun boede i den fjerne ende af kaffebyen, og hendes hus var ligesom alle andre i byen bygget i rødgyldent sand. Foran indgangen hang et skilt. Madam Arabica stod der i slyngende skråskrift, og Maria og aberne gik forsigtigt gennem det tynde forhæng og ind i huset.

“Madam Arabica?” kaldte Maria ud i det tilsyneladende tomme hus. Der var behageligt køligt og kun en smule lys fra et vindue øverst i taget skinnede ned på det trampede lergulv, der var dækket af tæpper i røde og gule mønstre. I midten af rummet stod et ildsted med en kande kaffe. Aberne gik forsigtigt rundt i huset, mens Maria var på vej ud igen. Det så ikke ud til, at spåkonen var hjemme, men da hun vendte sig for at gå, gav hun et hop af forskrækkelse. Lige bag hende stod Madam Arabica. Hun havde langt mørkt hår, der krøllede i alle retninger, og hendes mørke øjne så direkte på Maria. De havde samme dybe farve som kaffen i springvandet, og hendes spraglede klæder faldt næsten i et med tæpperne på gulvet, da hun satte sig med krydsede ben foran ildstedet med kaffekanden.

“Hvad kan jeg hjælpe Dem med?” spurgte Madam Arabica og fandt nogle krus frem, som hun skænkede kaffe i. Hver af aberne og Maria fik et krus. Aberne kunne ikke sidde stille og foretrak at stå op, mens de gjorde sig meget umage med ikke at spilde en eneste dråbe af den velduftende kaffe.

“Aberne her leder efter et sted at bo,” sagde Maria.

“Og hvad leder De efter?” spurgte spåkonen med sin bløde stemme og så på Maria.

“Jeg vil gerne hjem til Nürenberg,” sagde hun. Madam Arabica vippede lidt med hovedet, som om hun vurderede Marias svar.

“Hvad skal De dog i Nürenberg?” spurgte hun.

“Jeg skal hjem til jul,” forklarede Maria.

“Men hvorfor dog tage hjem til en forlovet, der aldrig er hjemme og knap sender breve? Nej, hvad vil De egentlig?” spurgte Madam Arabica. Maria glemte sin kaffe.

“Hvad ved De om min forlovelse?”

Spåkonen grinede. “Jeg spurgte Dem, hvad De leder efter, men det ser ikke ud til, at De egentlig ved det.” Maria tænkte sig om. Hun skulle hjem til Nürenberg, det var klart. For selvom hun var vemodig og ensom, så var det dog bedre end denne mareridtsagtige efterligning af Slikland, hvor sukkertænder spiste alt sukker, de kunne komme i nærheden af, så indbyggerne frygtede for lige høj grad for deres liv som for deres sukkeropsparing, mens nøddeknækkeren murede sig inde i sit guldslot.

“Og ved De, hvad jeg leder efter?” spurgte Maria spidst. Spåkonen grinede igen.

“De har været væk alt for længe, og det var på høje tid, De kom tilbage. De må blive, til De har udført Deres opgave her i Slikland.”

“Og hvad er det?”

“At redde nøddeknækkeren selvfølgelig. Red nøddeknækkeren og Slikland, så kan De komme hjem.” Maria tænkte et øjeblik.

“Men hvordan skulle jeg det? Nøddeknækkeren har forvist mig fra marcipanslottet, og hvis ingen har reddet ham indtil nu, hvordan skulle jeg så?”

“Ingen har forsøgt, det er problemet. De er den eneste, der kan.”

“Og hvordan det?”

“Nøddeknækkeren er syg, og kuren er ikke lige til. Han må spise et måltid med et barn, som endnu ikke har tabt sin sidste mælketand. Barnet skal nå at spise et pund flødeis fra en bageplade, der endnu er varm efter at have bagt 500 honningkagemænd. Sådan kurerer De nøddeknækkeren.”

“Men hvad med aberne?” spurgte Maria. De nikkede i takt som altid.

“De kan bo hos mig,” tilbød spåkonen. Aberne var vilde med kaffen og begyndte nu at nikke ivrigt som tegn på, at det var helt i orden med dem. Her ude i ørkenen var der ikke så mange sukkertænder, og spåkonen var både klog og vis, selvom de to ting betyder det samme, og hun jo derfor kun var det ene. Maria nikkede ligesom aberne. Hun måtte redde nøddeknækkeren.