Så snart Maria havde drukket endnu et krus kaffe, tog hun afsted, mens aberne spillede hende en afskedssang. Spåkonen mindede hende om kuren. Et barn, der endnu ikke havde tabt sin sidste mælketand, skulle spise et pund flødeis, inden det smeltede fra en varm bageplade, der havde bagt netop 500 honningkagemænd. Maria vinkede tilbage mod aberne og begav sig hen ad bolchestien tilbage mod marcipanslottet. Hun var fyldt med energi efter de to kopper kaffe og gik hurtigt gennem landskabet, der gik fra ørken, gennem chokoladebyen og slikengen og til sidst den ødelagte port ind til konfektbyen. Denne gang bankede hun ikke på døren til marcipanslottet, men listede sig ind. Hun anede ikke, hvor køkkenet lå og måtte snige sig rundt i gangene, der alle var blevet beklædt i guld, men da hun først hørte lyden af skramlen fra potter og pander mod hinanden, løb hun det sidste stykke. Hendes lettelse over at have fundet køkkenet blev dog hurtigt erstattet af en håbløshed, da hun så køkkenets tilstand. Der var uorden på hylderne, og bordene var fulde af rod og gammel opvask. Overalt gik høns og gæs, mens en enkelt papegøje sad på en loftsbjælke over dem. Den havde en grydeske i næbbet, som den brugte til at banke højlydt på bunden af kasserollen i dens ene klo. Så råbte den arrigt ad de mange gæs og høns. De kunne dog hverken forstå hvad den sagde, for den havde jo en grydeske i næbbet, eller egentlig høre dens ordre, for de skræppede og talte selv i sådan et virvar, at det var umuligt for Maria at finde ud af, hvad der foregik. Papegøjen fik øje på Maria og vippede hovedet frem og tilbage.

“Hvad foregår her?” råbte hun til den i et forsøg på at overdøve de mange fugle. Papegøjen slap grydeskeen, der faldt mod gulvet og ramte en høne i hovedet, som så vredt op. 

“Hvorfor er her sådan en larm?” spurgte Maria, da papegøjen landede foran hende.

“Nøddeknækkeren har beordret en gås. Og dem har vi jo masser af her i køkkenet, men problemet er, at han vil spise den,” sagde papegøjen, og det gik op for Maria at gæssene stod omringet af høns i midten af køkkenet. Hønsene skræppede mest bare op og råbte af gæssene, men indimellem hakkede de frem mod dem. Gæssene hvæsede af dem, og hønsene sprang tilbage.

“Hvorfor vil han dog spise en gås?” spurgte Maria.

“Han tør ikke spise sukker, hvis sukkertanden skulle komme. Vi plejer at lave mad til hele hoffet, men nu bliver vi i stedet hovedretten,” udbrød papegøjen med et suk og et skræp.

“Jeg ved, hvordan vi kan kurere nøddeknækkeren,” fortalte Maria. Papegøjen så opgivende ud på forhånd. “Men så bliver I nødt til at lytte efter,” sagde hun, og nu havde papegøjen ægte grund til at se så opgivende ud, for at lytte var nok det absolut sværeste at kræve af de mange fugle.

Forsøg bare,” sagde papegøjen og gav hende grydeskeen, og Maria slog den mod bunden af en gryde.

“Hallo! Stille!” råbte hun ud over forsamlingen. Først skete der ingenting, men da hun blev ved med at råbe og slå på gryden, så de alle omsider op, og der var næsten ro.

“I må stoppe med at skændes, hvis vi skal kurere nøddeknækkeren og redde Slikland.”

“Jamen han vil spise os!” udbrød en gås rædselsslagent.

“Det er jo kun jer dumme gæs, han vil spise,” sagde en af hønsene, og alle gæssene skræppede arrigt op.

“Vent bare til han bliver træt af gås, så er jeg sikker på, at han forlanger hønsekødssuppe,” sagde en gås, og alle gæssene stemte i, mens alle hønsene insisterede på, at der var da ingen, der kunne spise høns. Maria slog på gryden igen.

“Stille! Nøddeknækkeren skal hverken spise gæs eller høns, men så må I hjælpe mig. I må bage 499 honningkagemænd på den samme bageplade. Det er den eneste måde at redde nøddeknækkeren på. Gør så dejen klar til endnu en honningkagemand og tænd ovnen, til når jeg kommer tilbage.”

“Hvad skulle det hjælpe?” spurgte en af hønsene.

“Det er kuren til nøddeknækkerens sygdom. Et barn skal spise flødeis af den bageplade. Det må I også få lavet, til jeg kommer tilbage,” forklarede Maria, som spåkonen havde forklaret hende. De mange fugle så på hinanden.

“Og hvornår er det?” spurgte papegøjen.

“Når jeg har fundet et barn, der endnu ikke har tabt sin sidste mælketand,” svarede Maria. Papegøjen nikkede og fløj tilbage på sin loftsbjælke.

“Godt, vi skal have gang i honningkagedejen,” skreg den, og både gæs og høns gik i gang med at rydde op. Nu skulle der arbejdes.