Maria gik fortsat ned ad bolchestien. Tehandlernes besked om, at børnene var forsvundet, havde først gjorde hende modløs, men hun bestemte sig hurtigt for, at børnene jo måtte gemme sig et eller andet sted, og at hun uanset hvad måtte finde dette sted. Madam Arabica havde givet hende en opgave, og hun kunne ikke komme hjem til Nürenberg under alle omstændigheder, før hun havde løst den. Derfor fortsatte hun beslutsomt fremad, selv da der begyndte at vokse høje træer op på begge sider af hende, som skyggede for sollyset og dæmpede alle lyde omkring hende. Træernes stammer var sorte, og når hun så op, var det ind i et virvar af tætte, sorte nåle. Der lugtede af salmiak, når hun trådte på skovbunden, og det var som om, de sorte træer sugede alt lyset, og selv hendes hud fik en grålig farve. Alligevel fortsatte hun fremad. Faktisk begyndte hun at løbe fremad. Hun tænkte, at skoven måtte ende på et tidspunkt, og at børnene måtte gemme sig på den anden side. Hun forstod godt, hvis ingen indbyggere i hele Slikland havde forsøgte at lede efter dem på den anden side af salmiakskoven, for den var fjendtlig og uhyggelig, selv sammenlignet med de gnavne indbyggere i konfektbyen. Maria stoppede dog brat, da hun kom til en lysning. Måske det ikke er retvisende at kalde det en lysning, for det var stadig kun et sparsomt lys, der kom gennem træerne foroven. Det var nærmere blot et sted, hvor der stod færre af de høje grumme træer, for mørket og uhyggen lå lige så tyk over dette sted som over resten af skoven. Havde det bare været en lysning eller en mørkning, hvad end du vil kalde den, var Maria nok fortsat igennem og videre, for hun havde på ingen måde lyst til at opholde sig i skoven længere end højest nødvendigt. Men midt i mørkningen stod fem Matrjosjka. Og hvis du ikke ved, hvordan du skal få din tunge til at sige sådan, eller ikke aner hvad det i virkeligheden er, så gør det ingenting, for Maria vidste heller ikke, at det var sådan nogle hun så. Maria så blot fem runde russiske dukker stå i en cirkel. Da den unge pige trådte ind i lysningen, drejede den øverste halvdel af deres runde krop sig, og de så alle mod hende. På deres ansigter af træ var der malet smilende munde, røde kinder og store øjne. Under kysen havde de alle sort hår, og de var klædt i mønstrede kjoler. Maria blev lettet over at møde nogen, for så var hun da ikke helt alene i den store skov. Hvis børnene virkelig gemte sig på den anden side af skoven, så var de måske gået her forbi, og de fem dukkedamer havde måske set dem.

“Goddag, jeg leder efter nogle børn,” sagde Maria. Hun ville have rakt hånden ud til en hilsen, men dukkerne havde deres arme gemt under den lange kjole, og i stedet gik Maria blot frem i mørkningen. Før hun vidste af det, stod hun midt i deres kreds. Så rykkede de tættere ind mod hende, og hun smilede nervøst rundt til dem.

“Har I set nogle børn gå her forbi? De er forsvundet, men måske de gik gennem skoven her.” Maria drejede rundt om sig selv, for hun vidste ikke hvem af dem, hun skulle se på. De rykkede blot tættere og tættere på, og for hvert øjeblik blev Maria mere og mere bange, for dukkedamernes ansigtsudtryk så ikke længere venlige ud, selvom det var det samme smil og de samme røde kinder, der hele tiden havde været der. Men øjnene stirrede intenst på hende, og hun brød sig ikke om deres runde kroppe, der var så tæt på, at hun ikke kunne undgå at røre dem. Da hun troede, de ikke kunne komme tættere på, og hun mærkede dem helt op mod sig, faldt deres hoveder af. Altså det var ikke kun deres hoveder, men deres overkroppe som helhed. Inden under stod endnu en dukke, som havde det samme stive uhyggelige smil og stirrende øjne. De nye dukker under de gamle var mindre og kunne derfor rykke en smule tættere på, men da de havde gjort det, faldt også deres overkroppe ned i skovbunden og afslørede endnu et ansigt. Maria snurrede hurtigt om sig selv og forsøgte at holde dem på afstand, men de kom tættere på fra alle vinkler, og når hun snurrede og snurrede, flød deres ansigter sammen, og det så ud som om, hun var omgivet af én stor trædukke. Hun følte næsten, at hun var inden i dem, under deres skaller af stikkende øjne og sære smil. Efterhånden som hvert lag faldt ned i skovbunden, og dukkerne rykkede tættere på, syntes Maria alligevel, at deres ansigter ændrede sig. Øjnene blev smallere, sammenknebne, munden var ikke længere et smil, men en del af en hæslig grinende grimasse, der hele tiden kom tættere og tættere på. De pressede sig mod hendes ribben, og deres ansigter var nu så hæslige at se på, at hun næsten ikke kunne forstå, hun overhovedet havde spurgt dem om hjælp i første omgang. Ansigtet var nu ikke længere bare uhyggeligt men ligefrem ondt, og selvom hun ikke så deres munde bevæge sig men blot smile skadefro, hørte hun et gnæggende grin, der gav genlyd i skoven, som om selve træerne grinede med. Maria slog armene om sig selv, ikke så meget for at de ikke skulle ryste, for det var hele hendes krop, der rystede, men mest af alt for ikke at røre ved dukkerne. De maste sig stadig frem mod hende, og de klemte luften ud af hendes brystkasse, skubbede mod hendes knæ, så hun sank sammen, og de grinede ondt, så hun blev syg om hjertet. Hun kunne ikke udholde det længere og skreg op. Det var et skrig af rædsel og modløshed, og hvis du havde hørt det, ville du ikke have gået ind i skoven for at hjælpe det stakkels pigebarn, men flygtet alt hvad du kunne. Det var først, da hun sugede luft ind for at skrige i magtesløshed endnu en gang, at det gik op for hende, at hun rent faktisk kunne trække vejret ind. Dukkerne klemte ikke længere om hendes brystkasse. De havde trukket sig blot et skridt tilbage ved lyden af hendes skrig. Maria skreg igen, men denne gang holdt hun sine øjne åbne for at se, om dukkerne virkelig trak sig væk. Det gjorde de, og hun holdt ikke med at skrige og skrige og skrige, før hun var ude af mørkningen. Selv da dukkerne prøvede at rende efter hende, skreg hun bare endnu højere og løb, selvom hun ikke anede i hvilken retning. Så løb og løb hun tilbage ud i den mørke salmiakskov.