Maria så med lige dele håb og forbløffelse på feen, der var opstået af den bare jord.

“Er De en blomsterfe, der er kommet for at hjælpe marcipangrisene?” spurgte hun. Drosselmeier og chokoladeharen kom gående mod dem, og deres ansigter viste samme overraskelse som Marias.

“Jeg er dugdråben,” sagde feen. “Hvor er alle blomsterne?” Feen så sig omkring på den grønne mark.

“Blomsterfeerne gemmer sig og spreder ikke deres festøv,” forklarede Maria. “Og så sutler marcipangrisene.” Måske dugdrågeb kunne høre hyrdindernes triste fløjtespil tilbage på marcipangården, for hun forstod med det samme alvoren og rystede på hovedet. Så fløj hun højere op, piftede en gang, og blomsterfeerne kom frem fra deres skjul. De var ikke så store som dugdråben, men yndige med vinger og kjoler i alle farver. De samlede sig omkring dugdråben og grinede og fjalede, indtil dugdråben så strengt på dem. De talte sammen på fesprog, der lød som små ringende klokker og fugleunger i det tidligere forår, og selvom Maria ikke forstod, hvad dugdråben sagde, så vidste hun, at hun skældte ud på de små blomsterfeer, der straks holdt inde med deres grinen. Med et skuffet suk sendte dugdråben dem væk, og de gik straks i gang med at sprede deres festøv. Dugdråben fløj ned til Maria.

“Nu kommer blomsterne snart frem igen,” sagde hun og smilede, og Maria var helt sikker på, at hun havde ret.

Maria, Drosselmeier og chokoladeharen blev på marcipangården i et par dage for at se blomstermarken, når den var sprunget ud og sikre sig, at marcipangrisene igen blev friske og kunne malkes som før. Hyrdinderne var glade, og Maria, som havde troet, at de kun kunne spille den ene vemodige sang, blev glædeligt overrasket, da hun hørte dem spille lystige sange og melodier, mens de lukkede grisene ud på blomstermarkerne. Grisene var sløve og sultne, men måske de kunne dufte den søde blomsterduft, for de traskede alligevel ud af stalden og begyndte at gumle blomster i sig. Blomsterfeerne havde gjort deres arbejde godt, for markerne var fulde af blomster, der skinnede i alle farver, du nogensinde har set og flere til. Grisene fik hurtigt deres lyserøde farve tilbage og gryntede nu glade og tilfredse rundt mellem hyrdinderne, der spillede for dem. Maria, chokoladeharen og Drosselmeier stod i udkanten af marken og så på de glade grise og deres hyrdinder. Maria var så optaget af det glædesfulde syn, at hun ikke opdagede dugdråben, der kom svævende ned til dem.

“Se, hvor de har det godt,” sagde Maria. “Sådan burde alle have det hele året rundt.” For grisene havde det så godt, som du måske kun har prøvet få gange, det var så meget, de elskede blomster og fløjtespil og at være marcipangrise i denne herlighed. Og Maria blev så glad ved tanken om, at der fandtes sådan en lykke i verden, at glæden strømmede over, og en tåre trillede ned ad hendes kinder. Dugdråben rakte hånden frem og greb den, før den ramte jorden.

“Med sådan en tåre kan jeg aldrig fordampe igen,” sagde hun, og Maria blev endnu mere glad, også gladere end grisene, og måske hun var det gladeste væsen, der nogensinde havde eksisteret, hvis det altså ikke var fordi hun stadig ikke havde fundet børnene, nøddeknækkeren stadig var syg, og hun stadig ikke kunne komme hjem til Nürenberg.