Maria, chokoladeharen og Drosselmeier måtte omsider forlade maricpangården, for de havde endnu ikke løst den opgave, som Madam Arabica havde givet dem. De gik, til de ikke kunne høre hyrdindernes fløjtespil og længere endnu, og både Maria og Drosselmeier var så udmattede, at chokoladeharen tilbød, at de kunne ride på dens ryg. Så satte de sig op og lod sig bære gennem Sliklandet. haren hoppede i et roligt tempo hen ad bolchestien, og Maria, der havde armene om dens hals, lænede sit hoved fremad og lod sig vugge i søvn af rytmens fra dens hoppen. Drosselmeier var ligeledes slumret hen, og ingen af dem lagde derfor mærke til, da de ankom til kakaofloden. I floden løb varm kakao, der dampede og duftede dejligt. Chokoladeharen tænkte, at den modsat sine søskende umuligt kunne smelte. De var jo lavet af fedtstoffer og mælkepulver, mens den var lavet af 85% kakao. Den hoppede derfor ud i floden helt uden bekymringer for at fortsætte rejsen på den anden side. Maria vågnede, da hendes fødder blev våde og varme. Ligesom Drosselmeier klamrede hun sig til chokoladeharen, og de så med stor frygt, hvordan haren forsøgte at hoppe gennem floden, mens dens ben langsomt smeltede væk under den. Det betød, at Maria og Drosselmeier sank dybere og dybere ned i kakaofloden, men ingen af dem var dog bekymrede for dem selv. De tænkte kun på haren, der smeltede væk for øjnene af dem, mens den stædigt hoppede fremad, fast besluttet på at levere sine to ryttere sikkert på den anden side.

“Jamen kære hare, du smelter jo,” udbrød Maria forskrækket.

“Det går sikkert nok igen,” sagde den og hoppede så videre, men nu var hele dens underkrop smeltet, og Maria og Drosselmeier sad i varm kakao til knæene. Så snart de nåede den anden flodbred, kravlede Drosselmeier op på flodbredden fra harens ryg. Han trak Maria det sidste stykke, men da var haren allerede smeltet så meget, at den ikke længere kunne hoppe op på flodbredden, for dens ben løb med floden i den anden retning. I stedet måtte Maria og Drosselmeier se den smelte væk for øjnene af dem.

“Du skulle ikke være hoppet ud i den varme kakaoflod,” sagde Maria til den.

“Det går sikkert nok igen,” gentog chokoladeharen, for harer er meget optimistiske af natur, og ikke engang at smelte bort kunne ødelægge dens humør. Nu var kun dens hoved tilbage, resten af den flød med strømmen af varm kakao ned gennem floden. Maria rystede på hovedet. Denne gang ville det ikke gå alt sammen, for haren smeltede bort, og der var ingenting, hun kunne gøre. Hun vendte sig mod Drosselmeier.

“Du må da kunne hjælpe,” sagde hun. Drosselmeier så tvivlsomt på haren, efterhånden som kun dens ører var tilbage. Den kunne ikke sige noget, men de lange ører stak stadig over den varme kakao, og den hørte stadig, hvad de sagde inde på flodbredden.

“Du må kunne lave en opfindelse, der kan bringe haren tilbage,” sagde Maria. Men Drosselmeier rystede på hovedet. Han sagde ingenting, for han ville ikke tage modet fra den stakkels hare, og den kunne jo ikke se, om han rystede på hovedet. Maria nikkede beslutsomt og lænede sig ud over kakaoen, der strømmede forbi, og hun sagde ned til harens ører:

“Vi skal nok få dig reddet igen, så vi kan finde børnene og redde Slikland.” Og det var det sidste, haren hørte, inden også dens ører smeltede, og den flød bort ad kakaofloden.