Torsdag d. 21. december, eftermiddag

Jeg havde igen aftalt at mødes med Richard, men han var endnu ikke dukket op, og derfor sad jeg blot og kiggede ud af vinduet i biblioteket. Det var som om, de mange bøger i de høje reoler sugede en del af lyden, så der i stilheden blev plads til mine tanker. Jeg var allerede langt nede af en tankerække, som jeg havde fulgt flere gange, og hele tiden vendte jeg tilbage til udgangspunktet: jeg vidste ingenting. Analysen, som jeg havde fået foretaget af teen i kanderne på grevindens værelse, havde blot bekræftet den mistanke, jeg længe havde haft. Der var benzodiazepin i teen, men kun i den ene kande, den der næsten var fuld. Så nu var spørgsmålet bare, hvem der havde kommet det deri. Sandsynligvis en af dem, der også havde drukket te med grevinden. benzodiazepin var jo ikke farligt, så længe man ikke også fik en stor dosis morfin oveni.

I den totale stilhed virkede det derfor også meget højt, da nogen bankede på døren. Jeg så overrasket op, da Benedicte stak hovedet ind.

“Forstyrrer jeg?” spurgte hun. Da hun så, at der var tomt i lænestolen overfor mig, trådte hun ind og lukkede døren efter sig.

“Nej,” sagde jeg. “Jeg venter bare på Richard.”

“Sidst jeg så ham, ordnede han noget med Knud.”

“Bliver han?”

“Hvem?”

“Knud. Bliver han julen over?”

“Det gør han i hvert fald nu.” Hun stillede sig et par meter fra mig og vred sine hænder.

“Men siden jeg nu ikke forstyrrer, så er det noget, jeg… synes, du skulle se,” sagde hun til sidst, og da jeg blev siddende, tilføjede hun:

“Det er på Henriettes værelse.”

Jeg rejste mig og fulgte hende mod sygeplejerskens værelse. Det var ved siden af grevindens. Døren var ikke låst, og jeg gik først ind, mens Benedicte stadig vred sine hænder. Henriette var der ikke. Der var en seng, et klædeskab, et skrivebord og en dør ind til grevindens forbundne dagligstue og soveværelse. Under vinduet stod en kommode.

“Jeg gik herind for at tale med Henriette. Nu, hvor grevinden er død, er der jo ikke som sådan nogen grund til, at hun er her, og jeg tænkte, at hun måske gerne ville hjem og holde jul.”

“Nej, hun bliver her julen over,” sagde jeg og så mig omkring. Det havde jeg allerede spurgt sygeplejersken om, og hun havde ikke tvivlet på sin beslutning. 

“Nå, ja, ja…” sagde Benedicte og gik først videre i sin fortælling, da jeg så direkte på hende.

“Nå, men jeg kom herind, og hun var her ikke. Døren ind til grevindens dagligstue stod på klem, så jeg tænkte, at hun måske var derinde. Men på vejen derhen fik jeg øje på noget.”

“Noget hvad?” spurgte jeg, da Benedicte igen holdt en nervøs pause.

“Nede i skuffen. Den stod åben. Jeg syntes, du skulle se det.” Hun gik hen til kommoden og trak den ene skuffe op.

“Det er alt hendes medicin,” sagde jeg. Skuffen var fyldt med piller og flasker og forskellige æsker og mærkater. Maria havde ellers forsikret mig, at det hele var i tasken, som nu stod aflåst på mit værelse.

“Ja, men det var nu det her, jeg lagde mærke til,” sagde Benedicte og stak en hånd ned i skuffen og løftede nogle små flasker for at række mig dem.

“Benzodiazepin,” læste jeg, og Benedicte nikkede alvorligt.