Nissen var måske ikke glad for at se Kirsten eller nogen som helst i det hele taget, men Kirsten var så optaget af sine egne tanker, at hun slet ikke opdagede dens utilfredshed. Hun hørte stemmer nede fra gårdspladsen.

“Det må være Kirsten,” hørte hun sin faders lave stemme. Kirsten holdt en finger op for munden, men nissen havde ikke tænkt sig at sladre.

“Har hun væltet roerne?” lød Niels’ stemme. Så mumlede de et eller andet, hun ikke kunne høre, og lukkede så porten.

“Se, nu får jeg også skylden for at have væltet roerne. Og hvis jeg siger, at det var nissen, så tror de ikke på mig.” Kirsten sukkede og satte sig over for nissen. Den kneb øjnene sammen.

“Du kunne jo sige det var vætten – de er ikke til at være i fred for. Temmelig irriterende er de faktisk. Måske du ovenikøbet kunne få dem smidt ud, se, det ville være nyttigt. I stedet for at sidde der og kigge. Hvad kigger du sådan for?” Nissen kiggede også bare selv på Kirsten, og hun trak på skuldrene.

“Ikke for noget. Men jeg tror næppe, jeg kan gøre noget for at få smidt vætten ud. De andre tror alligevel, det bare er noget jeg finder på. Selv nu, hvor jeg skal giftes med en død mand, så tror de ikke på mig.” Kirsten sad med benene trukket op og lagde panden mod knæene, så hun kunne hulke ned i sit skørt. Nissen virkede nu ikke til at tage sig synderligt af det. Måske den efterhånden syntes, hun var lige så irriterende som vætten. Da hun havde siddet sådan lidt, løftede hun hovedet og tørrede snot af i ærmet.

“Har du nogensinde set de døde?”

“Prøver at undgå dem. De kan godt være lidt påtrængende, næsten lige så slemme som piger, der tuder.”

“Og nu skal jeg giftes med en død mand,” gentog Kirsten for sig selv. Nissen var ikke til den store trøst, men det var rarere at sidde her på loftet end at skulle tilbage til familien. På et eller andet tidspunkt ville hun være nødt til at sige undskyld, måske forklare sig. Ikke fordi det ville hjælpe meget. Men nissen virkede ikke synderligt interesserende i at have hende siddende der ret meget længere, så da den havde lyttet til endnu en omgang af hendes snøft, rejste den sig. Den var ikke meget højere end Kirsten, når hun sad ned.

“Hvis du skal giftes med en død mand, hvorfor går du så ikke hen og finder ham? Måske han vil høre på dig. Jeg er i øvrigt temmeligt træt af dig. Forfærdeligt pigebarn.” Det sidste mumlede den nærmere til sig selv, da den begyndte at gå ned mod den anden ende af halmloftet med sin roe mellem hænderne. Der håbede den måske at kunne være i fred.

“Det kan jeg ikke, han er jo ligesom død,” jamrede Kirsten.

“Så væk ham til live, jeg er ligeglad.”

Kirsten holdt straks med at snøfte og rettede sig op.

“Kan jeg det.”

Nissen vendte sig. “Spurgte du ikke lige selv, om jeg havde talt med de døde?”

“Hvordan gør man?” Kirsten kom op at stå, og nissen bakkede et par skridt, for nu tårnede hun op over den.

Nissen kneb øjnene sammen. “Sagde jeg ikke, at de døde er ulideligt påtrængende?”

“Sagde du ikke også, at jeg skulle klage mig til ham i stedet – min døde kommende mand?”

Nissen mumlede noget i sit lange skæg, der kunne have været: “Forfærdelige pigebarn, jeg forstår ikke, hvorfor de ikke skiller sig af med sådan nogle,” men måske nærmere var: “Tåbelige pigebarn, måske jeg skulle skubbe hende ned af stigen eller noget.”

“Hvis du fortæller mig, hvordan jeg gør, så lover jeg ikke at sidde heroppe og tude mere.”

“Pfff.” Nissen vendte rundt og begyndte igen at gå mod den anden ende.

“Du kan få noget til gengæld, bare fortæl mig hvordan.”

Og med et langt suk, der fik dens skægspidser til at blafre, sagde nissen: “Forfærdelige pigebarn, jeg håber, hun kvæles i snot.” Men den vendte sig alligevel rundt og så på hende. “Du vil give mig hvad som helst?”

“Hvad som helst,” forsikrede Kirsten.

“Godt, så skal jeg fortælle dig, hvordan du vækker de døde.”