Velkommen til årets julekalender, 2024.
I år skal vi tilbage i tiden til et Danmark, hvor der endnu findes sagnsvæsener og onde ånder vinterhalvårets mørke. Det er ikke en fortælling om den søde juletid, og nisser er bestemt ikke venlige væsener med røde huer, som vi kender dem. I stedet er det en fortælling om livet på landet, som jeg nu har fantasi til at forestille mig det, og om en tid hvor kristendommen og gammel overtro lever side om side. Vi begynder i midten af december, hvor Asgårdsrejen – en horde af døde sjæle – fejer gennem landet på årets længste dag. Historien er inspireret af flere gamle nordiske fortællinger, ritualer og mytiske væsener, men det er også en historie om skæbne, kærlighed og familie.
Jeg garanterer ikke andet end et nyt afsnit hver morgen fra 1. december og frem til juleaften.
God fornøjelse og glædelig december.
// Christine
-
22. December
Kirsten gik med kappen slået om sig for at skjule kanden i favnen. Alle gæsterne var forsamlet inde i huset, og selvom det havde været svært nok at skubbe sig gennem mængden og vente til hendes moders opmærksomhed var fanget af noget andet, før hun kunne snuppe kanden, så var hun ikke længere i tvivl…
-
20. December
Da Kirsten åbnede døren, hørte hun latter inde fra køkkenet, og Ane, der i samme øjeblik kom ud i gangen, slog straks armene om Kirsten og rystede hende en smule. “Nu ordner det sig alt sammen alligevel. Jagildet bliver i morgen som aftalt, Christians familie sørger for det hele.” Hun slap sin søster, men smilede…
-
19. December
Døren gik og Ane rejste sig fra sengekanten. “Det må være Christian.” Hun glattede skørtet på sin kjole og forlod så værelset. Et øjeblik senere hørte Kirsten deres stemmer ude fra gangen, og det lød rigtigt nok som Christian og hans fader. Kirsten kunne ikke skelne ordene. Så snart hun hørte dem fortsætte ind i…
-
18. December
Kirsten løftede først hovedet og åbnede øjnene, da hun igen hørte stemmer omkring sig. Bjørn var nået gårdspladsen, og hendes moder stod i døren, som Bjørn måtte dukke sig for at komme igennem. Han bar stadig Kirsten og lagde hende først fra sig i den seng, hun delte med Ane. “Tak,” sagde hun stille. Hendes…
-
17. December
Kirsten var vågen, da døren gik op, og Bjørn trådte ind fulgt af præstekonen. Hun sad på sengekanten og stirrede igen ud ad vinduet op mod kirken. Præstekonen havde redt hendes hår og hjulpet hende med kjolen. Hun var stadig udmattet, men feberen havde lagt sig, og såret på hendes arm væskede ikke længere. Og…
-
16. December
Næste gang Kirsten vågnede var det ikke præstekonen, der sad i hjørnet, men Ane. Hun lavede ingenting, rokkede bare frem og tilbage og så ud ad vinduet op mod kirken, eller måske hun så noget helt andet for sig. Sit liv på Skovgården, måske, nåede Kirsten at tænke. Tænk sig, hvis hun havde sovet forbi…
-
15. December
Senere kunne Kirsten ikke huske de første mange gange, hun vågnede, ligesom hun ikke kunne huske de brudstykker af samtalen, hun hørte gennem tågen af kulde, da nogen samlede hendes slappe krop op fra sneen på kirkegården. Hun mumlede nogle mærkelige ord, som hendes redningsmand ikke forstod, og endnu en gang holdt hun om armen,…