Maria kom omsider ud af salmiakskoven og traskede udmattet langs melassefloden. Hun anede ikke længere i hvilken retning, hun gik, kun at børnene lige så vel kunne være i den ene som i den anden. Derfor fulgte hun blot den mørke og tyktflydende flod, der strømmede forbi hende i samme retning som hendes tæer pegede, væk fra skoven. Hvis hun så sig over skulderen, hvilket hun forsøgte ikke at gøre, var salmiakskoven nu blot en sort klump ude i horisonten, og hvis hun så frem, bugtede melassefloden sig gennem en dyb dal. Træerne her var mørke som i salmiakskoven, men de duftede af vanilje og var lange og slanke som vaniljestænger. Deres kroner bestod af store lysegule blomster, og Maria blev igen opfyldt af en tro på, at hun nok skulle finde børnene eller i det mindste et enkelt barn, og så ville Slikland være reddet. Hun stoppede op et øjeblik for bare at nyde duften af vanilje og iagttage et enkelt gult blad flyde ned ad floden, før den blev opslugt af en lille hvirvel og dykkede ned under overfladen. Hun overvejede at stikke en hånd i den brune sukkermasse, måske sine ømme fødder, eller måske hun skulle drikke noget af den tykke, søde substans. Netop som hun satte sig på knæene på flodbredden og formede hænderne til en skål, så hun op og fik øje på en stor hare kun et par meter fra sig. Den var støbt i chokolade, og med ører og det hele var den lige så høj som hende selv. Den havde en spand mellem tænderne og sænkede spanden i floden for at fylde den med melasse. Så hoppede den tilbage den vej, den var kommet. Den spildte en smule, hver gang den hoppede, og Maria fulgte sporene til bunden af vaniljedalen. Sporene endte foran et kæmpemæssigt honningkagehus, der højlydt beklagede sig noget så forfærdeligt. Chokoladeharen forsøgte med spanden mellem sine tænder at hælde melassen ud over honningkagehuset, der hele tiden drejede og flyttede sig, så haren måtte springe frem og tilbage for at undgå at blive væltet omkuld.
“Årh, hvad skal jeg dog gøre,” udbrød honningkagehuset, ikke til nogen bestemt men bare ud til luften, for haren havde nok at gøre med at overhælde husets sider med melasse fra floden, og snart var dens spand tom.
“Det går sikkert nok igen,” sagde chokoladeharen, men det overhørte honningkagehuset, og måske chokoladeharen i virkeligheden også sagde det til sig selv mest af alle. Da den vendte sig for at følge stien tilbage til melassefloden, fik den øje på Maria, der stod bag i skyggen af et vaniljetræ.
“De er væk, og jeg dør vel nok af ensomhed, hvis ikke de snart kommer tilbage.” Huset sukkede så højt, at den pustede til alle blomsterne i hele vaniljedalen, så det regnede med lysegule blade, og det duftede af vanilje.
“De må undskylde, men hun er så bedrøvet,” sagde haren og så ligesom Maria mod honningkagehuset, der gav sig til at græde, så glasuren på hendes tag løb ned ad siderne. Det havde det gjort før, og hele husets ellers fine udsmykning i slik og glasur var efterhånden helt ødelagt. Kun melassen fra harens spand holdt huset sammen, og tårerne fik også det til at rende, så haren måtte tage endnu en tur ned til floden.
“Hvad er der sket, som kan gøre et honningkagehus så bedrøvet?” spurgte Maria.
“Det er hendes honningkagebørn, der plejede at bo her. De er forsvundet,” fortalte haren. “Men det går sikkert nok igen,” tilføjede den.
“Forsvundet? Ved De hvorhen? For jeg leder også efter børn, men de er ingen steder at finde.” Honningkagehuset var måske ikke så optaget af sin egen elendighed, som Maria havde antaget, for det hørte Marias ord og skreg op.
“Leder De efter børn? Efter mine honningkagebørn?” hvinede huset, og Maria nikkede.
“Ja, så jeg kan kurere nøddeknækkeren og redde Slikland.”
“Årh,” udbrød honningkagehuset. “De må hjælpe mig, De må finde mine børn og sige, at de skal komme hjem, for ellers dør jeg nok af kedsomhed, og min glasur render helt af med mig.” Og Maria lovede, at hun nok skulle lede efter honningkagebørnene og give dem beskeden om, at deres honningkagehus savnede dem noget så forfærdeligt.
“De må tage chokoladeharen med Dem,” sagde honningkagehuset så.
“Men hvad med melassen? Deres vægge og tage falder fra hinanden uden melassen fra floden,” sagde chokoladeharen.
“Hvad er vægge, hvis der ingen børn er, som kan bo bag dem? Hvad er tage, hvis ingen børn kan søge ly under dem? Nej, find mine børn, og med det håb kan jeg vel selv holde mine vægge og tage, indtil de kommer tilbage,” sagde honningkagehuset, og chokoladeharen ville måske have insisteret på at blive for at hjælpe det stakkels honningkagehus, som allerede så ud til at være ved at falde fra hinanden, hvis det altså ikke var fordi honningkagehuset var så insisterende og råbte:
“Gå så! Skynd jer afsted!” Og Maria og chokoladeharen fortsatte gennem vaniljedalen for at finde honningkagebørnene.