Maria og chokoladeharen gik sammen gennem Sliklandet, og når man sådan bare skal gå og gå, så lærer man hinanden at kende. Maria var glad for at have selskab, og hun lærte, at chokoladeharen var den ældste af tre. Siden den var født først, var der flest kakaobønner til den, og de yngre chokoladeharer måtte i stedet nøjes med mere mælkepulver, og den yngste chokoladeharer var helt hvid, for der kun var en smule kakaosmør tilbage til den. Den mørke chokoladehare var tilgengæld glad for at se noget andet, for den havde været i vaniljedalen i længere tid, end den kunne huske, for at hjælpe det stakkels honningkagehus. Maria og chokoladeharen havde gået så længe nu, at de ikke længere var omgivet af den søde lugt af vanilje, og honningkagehusets klagesang var stummet bort. I stedet gik de på en hvis strand af kokoskrymmel. Solen skinnede, men chokoladeharen overbeviste pigen om, at den altså ikke ville smelte, for den var lavet af 85% kakaobønner. Dens yngre søskende ville nok være løbet over stranden, mens chokoladeharen bare kunne gå roligt og lytte til havets brusen. De havde fulgt melassefloden, som var løbet ud i det store hav, hvor både citronfloden og appelsinfloden, rosasøen og chokoladebækken havde deres udløb. Og når man blander alle de mange forskellige farver, skulle man tro, at det ville se ulækkert og brunt ud, men havet var så blåt og klart, at Maria kunne se de mange jordnøddefisk ganske tydeligt. Chokoladeharen proklamerede, at havde det været hasselnødder, havde den spist sig mæt, for der er ikke noget, der passer sammen som chokolade og hasselnødder, altså lige bortset fra æbler med kanel eller friskbagt brød med smør. Men jordnødder og chokolade passer altså slet ikke sammen, og chokoladeharen nøjedes med at se på de små jordnøddefisk sammen med Maria. De gik langs stranden, indtil de i skyggen af en stor palme fik øje på en bred lænestol. Den var vendt mod solen og havet, og et hoved med en stor stråhat stak op over ryglænet.
“Tror du, det er et barn?” spurgte chokoladeharen, men Maria rystede på hovedet.
“Nej, så ville hovedet ikke stikke op over sådan der.” Og Maria havde ganske ret. Det var slet ikke et barn men en gammel mand med langt hvidt skæg, der sov i lænestolen. Hun genkendte ham med det samme og løb det sidste stykke.
“Drosselmeier!” udbrød hun, og råbet vækkede hendes gudfar, der havde sovet til lyden af bølgerne mod kokosstranden. Han så sig forvirret omkring og fik så øje på den glædesstrålende Maria.
“Maria, sig mig, er du kommet tilbage til Slikland?” spurgte han, og rejste sig så hurtigt som hans gamle krop tillod det, for han havde trods alt siddet der og sovet i lang tid. Maria omfavnede ham og nikkede energisk.
“Jeg havde helt glemt alt om Slikland, men så skulle jeg pakke mine sager sammen inden brylluppet, og så kom jeg pludselig tilbage,” forklarede hun, og Drosselmeier smilede.
“Og hvornår er brylluppet, siger du?” spurgte han. Maria sukkede, for han måtte da vide det. Det var jo hans egen nevø, hun skulle giftes med.
“I det nye år, Drosselmeier, det må du da kunne huske. Men sig mig, hvordan er du kommet hertil? Og kommer du tilbage til Nürenberg til jul?” spurgte Maria ivrigt.
“Ja, ja, jeg kommer tilbage til Nürenberg, og om hvordan jeg er kommet hertil, så siger det vel sig selv, at jeg bare er taget herhen.”
“Kan du bare rejse frem og tilbage?” spurgte Maria vantro, for hun havde altid troet, at det var magi, der førte hende frem og tilbage mellem Nürenberg og Slikland.
“Så tit jeg vil.”
“Jeg kan ikke komme tilbage,” sukkede Maria. “Så nu er jeg nødt til at kurere nøddeknækkeren først og redde Slikland, før kan jeg ikke komme hjem.”
“Kurere nøddeknækkeren?” spurgte Drosselmeier, og både chokoladeharen og Maria så forundret på ham.
“Ja, nøddeknækkeren er syg, ved du ikke det?” spurgte Maria. Drosselmeier kløede sig i skægget og rystede på hovedet.
“Det går sikkert nok igen,” mindede chokoladeharen dem om, før nogen af dem skulle blive for oprevede.
“Jeg sidder blot her i lænestolen og tager en lur, når jeg ikke længere gider at være i det kolde vintervejr i Nürenberg. Men hvordan har du tænkt dig at kurere ham?” spurgte Drosselmeier, og Maria forklarede ham om, hvordan hun havde talt med spåkonen, sat gæssene og hønsene i gang med at bage honningkagemænd på slottet og var sat ud for at finde et barn, selvom de alle var forsvundet. Drosselmeier kløede sig i skægget igen, og Maria tænkte, at han så meget klog ud, når han gjorde sådan, og hun fik med det samme en idé.
“Du må hjælpe os, Drosselmeier. Chokoladeharen og jeg leder efter børn, og før ledte jeg alene, men hvis vi er tre, finder vi dem helt sikkert hurtigere.” Drosselmeier tænkte sig om et øjeblik og nikkede så.
“Det er i orden. Du skulle jo helst nå tilbage til Nürenberg inden jul.” Og så gik de altså ned ad kokosstranden og videre ud i Slikland for at lede efter børnene, og Maria var så glad for ikke at skulle gå alene, og hun var sikker på, at hvis hun igen skulle komme forbi de uhyggelige russiske dukker eller noget ligedan, så ville hun ikke være nær så bange, når hun nu havde både chokoladeharen og Drosselmeier ved sin side.