Maria, Drosselmeier og chokoladeharen fulgte i lang tid kokoskysten, men da denne blot fortsatte i evigheder og landskabet forblev det samme med det klare blå vand og de hvide kokosstrande, blev de enige om, at børnene nok ikke var fortsat i denne retning, og de lige så godt kunne lede længere inde i landet. Derfor gik de igen på en sti af hård bolchemasse, og vejret var så dejligt, at man næsten kunne glemme, at nøddeknækkeren var syg, og sukkertænderne hærgede i konfektbyen. Over dem fløjtede fugle, og Maria så enkelte glimt af deres farvestrålende fjerdragter. Efterhånden som de kom længere ind i landet, var det dog ikke kun fuglefløjt, de kunne høre. Maria var overbevist om, at hun mellem de glade melodier fra fuglene også hørte lyden fra en klagende fløjte. Det var en vemodig melodi, og hun gik med tunge skridt. Drosselmeier og chokoladeharen hørte det også, og de stoppede alle op, da de fik øje på fløjtespilleren, der sad på et lavt gærde af kandiseret frugt. Det var en yndig hyrdinde, og hun tog fløjten fra munden, der i det samme faldt ned i en trist grimasse.

“Hvad spiller De så trist for?” spurgte Maria.

“Det er marcipangrisene, de er alle syge,” udbrød hyrdinden. Hun fulgte dem videre ned ad bolchestien og tilbage til en stor gård, hvor flere hyrdinder gik rundt med deres fløjter og spillede triste melodier. Inde i stalden lå marcipangrisene helt stille. Deres hud var grålig og deres øjne lukkede. En enkelt løftede hovedet en smule, da den hørte dem komme. Så lukkede den træt øjnene igen og lod hovedet falde tungt tilbage. De så alle tynde ud og slet ikke buttede og søde, som marcipangrise burde.

“Hvordan er de blevet så syge?” spurgte Drosselmeier og lagde forsigtigt en hånd den nærmeste marcipangris. Den stønnede træt, og hyrdinderne spillede på deres fløjter for at overdøve lyden, men de kunne kun spille triste sange, og ingen blev i virkeligheden i bedre humør.

“De plejede at spise blomsterne på marken, men blomsterfeerne spreder ikke længere deres festøv, og så er der ingen blomster til grisene,” sagde en af hyrdinderne, og de andre nikkede.

“Men hvor er blomsterfeerne blevet af?” spurgte chokoladeharen.

“De er her stadig et sted, men de er sky og fjendtlige som aldrig før. Indimellem kan jeg høre dem grine, men de forsvinder lige så hurtigt igen.” Hyrdindens stemme var tynd og trist, som en pibende hvislen gennem en fløjte.

“Dugdråben plejer at holde styr på dem, men hun er fordampet.”

“Det er varmen, det er så frygteligt varmt” indskød en anden af hyrdinderne og tørrede en dråbe sved fra panden.

“Det går sikkert nok igen,” sagde chokoladeharen, men det så ikke ud til at berolige hyrdinderne det mindste, at en hare sagde sådan, heller ikke selvom den var støbt i 85% chokolade.

Maria blev så trist af at se på grisene og høre på hyrdinderne. Hun vidste ikke, hvad der var mest bedrøvende, deres triste fløjtespil eller deres nedslåede stemmer, når de fortalte om grisene og blomsterfeerne.

“Årh, vi må hjælpe dem, Drosselmeier,” sagde Maria og så op på sin gudfar. “Kan du ikke hjælpe dem?” spurgte hun, for hun havde altid sat stor lid til hans evner. Han var urmager og opfinder, han kunne lave alverdens ting, og han måtte da kunne bringe blomsterfeerne tilbage. Chokoladeharen nikkede, selvom det er meget svært, når man er støbt i chokolade, men Maria kunne tydeligt se, at også den ønskede at hjælpe hyrdinderne.

“Og når grisene ingen mad kan finde, kan vi ikke malke dem, og så kan vi ikke sende marcipan til konfektbyen,” forklarede en hyrdinderne, og de nikkede alle og spillede lidt på deres fløjter, og Drosselmeier blev overbevist om, at de måtte hjælpe de stakkels hyrdinder, men han havde ingen anelse om hvordan.