Maria gik forrest ud af stalden og ud på markerne. Hyrdinderne blev på gården og spillede deres triste fløjtesang. Chokoladeharen, Drosselmeier og Maria gik i hver deres retning på markerne for hurtigst muligt at finde blomsterfeerne.
“Jeg har fundet et spor af festøv!” råbte Drosselmeier, og chokoladeharen og Maria skyndte sig derhen. Der lå rigtigt nok en smule festøv på jorden og glimtede i solen. Omkring spirrede tre blomster frem, men der var slet ikke nok til, at selv en enkelt gris kunne blive mæt.
“Så må de være her et sted,” sagde chokoladeharen og begyndte igen at hoppe i den anden retning, mens Maria gik i en tredje, og Drosselmeier forsøgte at følge sporet af festøv, selvom det ingen vegne ledte. Maria kaldte på feerne, og snart hørte hun chokoladeharen og Drosselmeier forsøge sig ligesådan.
“Feer!” råbte Maria, for hun vidste ikke, hvad de hed. Hun holdt vejret et øjeblik for at høre, om de svarede, og da var det, at hun hørte en lav grinen, en smule hånende, men skjult. Maria drejede omkring, men den kom alle vegne og ingen steder fra på samme tid. Hun hørte dem grine igen. Ikke bare gemte de sig, de drillede hende. Maria kaldte igen, og de grinede igen. Hun prøvede at løbe i retningen af lyden, men den skiftede retning hele tiden, og til sidst endte hun med bare at snurre om sig selv, så feerne grinede endnu højere. Noget ramte hendes næse, og da hun rakte fingrene op og gned sig i ansigtet, glimtede de af festøv.
“Kan I ikke komme frem?” spurgte hun dem. Intet svar, ikke engang et grin. “Hyrdinderne kunne godt tænke sig, at I kom frem igen, så deres marcipangrise kan få noget at spise,” råbte Maria. Feerne grinede og dryssede igen festøv ned i håret på den hjælpeløse pige.
“Hallo!” råbte hun til dem. “De stakkels marcipangrise dør af sult og sygdom, hvis I ikke snart kommer frem!” Og Maria blev så trist ved tanken om de syge og sultne marcipangrise og de triste hyrdinder og deres sørgmodieg fløjtespil. Hun blev så vred ved tanken om de drilske blomsterfeer, der bare fløj rundt et sted omkring hende, usynlige men dog nærværende, og deres hånende grin og sparsomme festøv. Hun blev så vred og ked af det på samme tid, at det hele ikke kunne være inde i hendes krop på én gang, og noget af vreden og tristheden blev til tårer på hendes kinder. Tårerne blandede sig med festøvet, som blomsterfeerne havde drysset på hendes næse, og det var glimtende perler af tårer, der faldt mod den tørre jord. Maria lod tårerne trille og lod feerne grine og satte sig på jorden. Men hun måtte hurtigt springe op igen i overraskelse, for fra hendes tårer mod den hårde jord skød en skikkelse op. Det var en fe med store vinger og et venligt ansigt, da hun strakte sig op og lettede fra jorden. Hun hang svævende i luften og så på Maria. Fra hendes vinger dryppede det med glimtende perler af vand, som dem Maria havde grædt.